»Det borgerlige Danmark er blevet hijacket af en liberalistisk strømning,« lød det forleden fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, da Berlingske bad ham kommentere partiets seneste valgnederlag. »Det liberalistiske projekt får lov til at fylde så meget, at det nationalkonservative er trængt,« udtalte Thulesen Dahl, som samtidig satte lighedstegn mellem det liberale og et »regnearksprojekt uden ånd, følelser, værdier og veneration for fædrelandet.«
Analysen er på alle måder mærkværdig. For det første, fordi liberalismen ikke er »kendetegnet ved en særlig økonomisk politik, men ved sin respekt for individet,« som professor Jesper Lau Hansen så præcist lod udkrystallisere i en kronik forleden. Men også fordi Thulesen Dahl, på samme måde som Morten Messerschmidt har gjort før ham, valgte at benytte sig af en marxistisk kritik af det liberale. Det er et gammelt marxistisk kunstgreb at forveksle de borgerliges mål, det vil sige friheden, med dets middel, økonomien, og dermed påstå, at de borgerlige kun interesserer sig for penge, profit eller regneark.
Tone af tryghed
For det andet er Thulesen Dahls analyse pudsig, fordi den stemmer så bemærkelsesværdigt dårligt overens med virkeligheden. I Danmark såvel som i hele den vestlige verden ser vi i disse år en nationalkonservativ genkomst, som i den grad har presset minoritetsgruppen af liberale i knæ. Det liberale skal her naturligvis forstås som den pakke af politiske præferencer, der med udgangspunkt i individet blandt andet ønsker mere frihed og mindre stat.
Den britiske forfatter David Goodhart har i sin bog »The Road to Somewhere« beskrevet, hvordan de liberale, som han kalder »anywheres« fordi de er mobile, internationalt orienteret og værdsætter autonomi og åbenhed, i disse år oplever stigende modstand fra en større og mere lokalt forankret gruppe, »somewheres«, der i højere grad værdsætter genkendelighed, føler sig mere knyttet til en gruppeidentitet og vægter tryghed over frihed. Og præcis den tone af tryghed, dyrkelse af den nationale identitet og betoning af fædrelandet gennemsyrer interviewet med Thulesen Dahl.
Opbrudstid
Thulesen Dahl er en arketypisk »somewhere«, og han tilhører netop den gruppe af »somewheres«, der politisk presser overvejende progressive lande som Tyskland og Sverige, og som de seneste år har vundet klare sejre over »anywheres«, eksempelvis med Brexit og valget af Trump. Overalt fra Polen over Ungarn og til Brasilien vinder gruppen af »somewheres« frem. Det er selvfølgeligt ikke uden sværdslag. Særligt i Frankrig ser vi et tilbageslag fra gruppen af »anywheres«. Mest udtalt er modstanden fra Macron – se eksempelvis hans brev til europæerne, hvor han taler for et stærkt Europa, men også i England og Holland møder »somewheres« modstand.
Kristian Thulesen Dahl ser derfor spøgelser, når han taler om en liberalisme, der knuser det borgerlige Danmark. Men hvad værre er, så graver han grøfterne dybere i den skyttegravskrig, der var så dysfunktionel under Løkke-regeringen. I en opbrudstid som denne, hvor vi i de udviklede demokratier verden over oplever en ny deling i værdierne, har vi brug for det modsatte.
Vi har brug for tolerance. For det borgerlige Danmark har en stor opgave foran sig: Vi skal finde en ny forening mellem »anywheres« og »somewheres«. For at nå dertil har vi brug for en større forståelse mellem de to positioner, så »anywheres« netop forstår, at de ikke har lyttet nok til instinktet hos »somewheres«, der har følt sig ekskluderet fra politik i årtier. Omvendt må gruppen af borgerlige »somewheres« stoppe med at repræsentere »anywheres« som åndløse regnemaskiner, der vil flytte, hvorhen det skal være, bare skattetrykket er lavt.
