Jeg var ca. 9 år gammel, da jeg første gang fik lov til at gå alene hjem fra skole. Som aftalt luftede jeg først familiens hund, dernæst mødtes jeg med en veninde. Det var før mobiltelefonen, så vi skulle mødes foran Ordrup Kirke kl. 14. Og lige der, mens jeg ventede, gik det op for mig, at ingen i netop det øjeblik reelt vidste, hvor jeg var. Jeg kunne tage ind til byen, gå en tur i skoven eller blive stående og vente. Jeg var kastet ud i verden, ud i friheden.
Den frihed kender vi dog ikke længere. I dag tracker vi hinanden minutiøst. Hvis vi ikke benytter os af funktioner som ’Find venner’ eller deler vores lokation i Messenger, ringer vi ofte for at spørge: Hvor langt er du kommet? Eller: Hvornår er du hjemme?
Alligevel er smartphonen en af de opfindelser, som jeg sætter allermest pris på.
Jeg kan google i stedet for at gå på biblioteket, tjekke mailen frem for at tjekke postkassen og anvende Google Maps frem for at memorere Kraks Kort.
Men én ting bekymrer mig ved den nye teknologi.
For som påpeget af professor emeritus fra Harvard Business School, Shoshana Zuboff er vi med den nye teknologi gået fra at være forbrugere til at blive forbrugt.
Vi er råstoffet i en maskine, der registrerer data om vores adfærd og sælger det til virksomheder, som igen anvender den til eksempelvis at manipulere med os politisk eller kommercielt. Nogle gange til vores fordel. Andre gange til vores ulempe.
Med den teknologiske udvikling har vi fået en masse nye produkter helt gratis: apps, mails og sociale medier. Men virkeligheden er, at vi bliver brugt mod os selv. For ofte er det ikke os, der er kunden, vi er selve produktet.
Google var en af de første til at se potentialet i store mængder adfærdsdata. Og de har i stor stil høstet vores adfærdsdata. Har du mobilen tændt og din placeringshistorik slået til, vil Google i dag registrere, hvor du befinder dig.
Google ved også, hvilke apps du har på din mobil, og kender de informationer, der knytter sig til dem. Google ved, hvad du har søgt på de seneste år – også selv om du har slettet din søgehistorik.
Virksomheden Facebook var en af de næste til at begynde at opsuge vores adfærdsdata. Her var Facebook-Cambridge Analytica skandalen et oplagt eksempel på, hvordan vores adfærdsdata kan misbruges mod os. Og i dag er overvågning og datahøst nærmest blevet den nye normaltilstand i Silicon Valleys startups og apps.
En af sommerens debatter handlede om den russiske FaceApp, som blev beskyldt for at skaffe sig adgang til vores fotoalbum og for at lave en database over brugernes biometri (ansigtsgenkendelse).
Men efter en tur i mediemøllen viste det sig, at FaceApp ikke var en exceptionel app. Den gjorde blot det, som tusindvis af andre apps gør. Vi skal derfor ikke være synderlig bekymrede for FaceApp. Vi skal være bekymrede for praktisk taget alle apps på mobiltelefonen.
Formentlig bør vi også være agtpågivende over for alle produkter, der hedder noget med ’smart’ eller ’personlig’, for med det følger ofte også overvågning af os og vores adfærd. Og det gælder ikke kun i det private erhvervsliv. Et eksempel er det nyetablerede offentlige Nationalt Genom Center, som indsamler befolkningens genetiske data i en stor databank.
Hovedargumentet for at oprette Nationalt Genom Center var, at man ønskede at udvikle ’personlig’ medicin i Danmark. Det blev fremsat som noget nyt, selv om præcisionsmedicin de facto har været anvendt i årevis. Og med det store potentiale som løftestang valgte politikerne at se bort fra borgernes samtykke. Vores genetiske opskrift vil i fremtiden være ejet af staten.
I dag har vi overvågning af vores adfærd i næsten alle industrier. Det gælder bilbranchen, forsikringsbranchen, men også telebranchen, hvor mastedata kan vise, hvor en mobil har været, og hvem der snakker med hvem. Data, som politiet via logningsbekendtgørelsen også kan få adgang til.
Og særligt teledata har vist sig at være ret potente. Forskere har vist, at man ved hjælp af teledata med 93 pct. sikkerhed kan afgøre, hvor en enhver person vil befinde sig om præcis en time.
Men vi har jo aftalefrihed, og selvfølgelig kan man jo undlade at benytte sig af Facebook, smartphones og vælge at surfe anonymt via TOR-netværket.
Men det kræver, at vi borgere læser og forstår, hvad aftalerne med eksempelvis Facebook og Google indebærer. Og det gør vi ikke, for vi læser dem ikke.
I det lys kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke denne systematiske indsamling af data, som vi oplever fra både private og offentlige institutioner, strider mod borgernes grundlovssikrede ret til privatliv. Og det undrer mig, hvorfor vi ikke har opbygget et system, hvor vi som udgangspunkt ejer vores egne digitale data.
Estland er en interessant case. I Estland er ejerskabet til persondata i det offentlige vendt på hovedet. At man her arbejder ud fra det princip, at det er borgerne, der ejer og kontrollerer deres egne data. Og at staten kun har ret til at bruge data i det omfang, borgerne giver dem adgang. Måske er det tiden som del af Sovjetunionen, der har sat sig spor i de digitale servicer?
I Danmark bryster vi os af, at vi har verdensmesterskabet i offentlig digitalisering. Men med logningsbekendtgørelsen og Nationalt Genom Center får man det indtryk, at vi langtfra er verdensmestre i digitalt privatliv. Borgernes data er først og fremmest statens.
Men i stedet for uafladeligt at slå os selv på brystet over, at vi i Danmark ligger inde med den digitale førertrøje, bør vi overveje, om vi i virkeligheden bare er det land i verden, der udviser den lavest tænkelige grad af sund skepsis og respekt for, hvad vi faktisk sælger ud af.
Det sidste er pointen i journalist Markus Bernsens nye bog ’Danmark Disrupted’, hvori han konkluderer, at Danmark er techindustriens nyttige idiot. For politikere på både lokalt og nationalt niveau lader sig alt for let dupere af, at store virksomheder som Google og Microsoft gider at lege med et lille land som Danmark, og giver dem derfor gladelig adgang til en af verdens mest registrerede befolkninger, danskerne.
Og dette er ikke uden omkostninger. Ifølge Zuboff kan denne nye overvågning og varegørelse af vores adfærd ødelægge både demokratiet og menneskers frie valg. For den kiler sig ind mellem os selv og vores vurdering af fremtiden, herunder hvordan vi agerer for at nå vores fremtidige mål. Det er et grundlæggende brud på den individuelle autonomi.
Som påpeget af vært på radioprogrammet ’Aflyttet’ Anders Kjærulff burde det »normale være et liv uden overvågning og datagørelse«. Præcis som vi kender det fra den analoge verden. For »teknologien skal tjene os, ikke spise os«.
Havde filosoffen John Locke levet i dag, er jeg ret overbevist om, at han ville slå fast, at ethvert menneske foruden ejerskabet til egen person og frugten af eget arbejde også ville have krævet en ret til et privatliv på nettet.
Lockes tænkning inspirerede den franske menneskerettighedserklæring fra 1789, som den danske rettighedstradition ligger i forlængelse af. Og ifølge menneskerettighedserklæringen har mennesket naturlige rettigheder, herunder retten til frihed.
Det ville derfor være et brud på en tradition, hvis vi tillader, at teknologien som i Kina bruges af regeringen til at understøtte en politisk dagsorden. Eller hvis vi giver virksomhederne ubetinget råderet over vores data. Borgeren bør være den rettighedsbærende entitet. Og her har vi lang vej igen.
Vores mangel på digitalt privatliv er måske vor tids største trussel mod individuel frihed og selvbestemmelse.
Vi har derfor hårdt brug for politikere, der vil beskytte vores data, både mod misbrug fra private og offentlige institutioner.
