Den nu afdøde Hans Rosling blev kendt for sin fremragende formidling af verdens sande tilstand. Gennem sine forsøg viste han, at mange mennesker gætter mere forkert end chimpanser om mange forhold i verden – blandt andet fordi vi i høj grad får vores informationer fra medierne, som fokuserer på katastrofer og markante hændelser.
Hans Roslings forsøg viste med al tydelighed, at det kan være bedre at være uvidende om verdens tilstand end misinformeret. For uvidenhed får os – i modsætning til at være misinformerede – ikke til at vurdere verden systematisk forkert.
Man skal ikke lede længe for at finde eksempler på, at medierne kan være med til at udbrede misinformation om klimaforandringerne.
I september udgav IPCC sin seneste rapport om, hvordan blandt andet havene påvirkes af klimaforandringerne (SROCC). Rapporten gav anledning til mange katastrofeartikler i de danske medier. Alle med budskabet om, at nu var klimaforandringerne endnu værre, end man før havde troet.
"Havene stiger med uset hast,” skrev DR, mens Politiken skrev ”FN's Klimapanel udsender global smeltealarm”.
IPCC-rapport blev fortolket forkert
Ser man på, hvad IPCC’s rapport reelt viste, var der faktisk ikke basis for at hive de alarmerende overskrifter frem.
Ganske vist viste den, at forventningerne til vandstandsstigningerne i høj-emissionsscenariet RCP 8,5 var steget. Men i de andre scenarier med lavere koncentrationer af CO2 i atmosfæren (RCP 2,6 og RCP 4,5) var forventningerne stort set uændret omkring 40-50 centimeter frem til år 2100.
Klimaforandringer er alvorlige, og de kan medføre store omkostninger for mennesker. Det skal man tage seriøst.
Nobelprismodtager i økonomi William D. Nordhaus har estimeret, at omkostningerne i form af reduceret forbrug (inklusive forbrug af ikke-markedsgoder som for eksempel fritid, helbred og natur) vil være godt to procent af det globale BNP ved en tre-graders-opvarmning og over otte procent af BNP ved en seks-graders-opvarmning.
Men man tager ikke klimaforandringerne og løsningerne på klimaforandringerne seriøst, hvis man overdriver konsekvenserne af klimaforandringerne.
Omkostninger står ikke mål med reduktioner
Overdrivelserne er ikke en del af klimaløsningen, men en del af klimaproblemet. Det bør afspejle sig i en god, borgerlig klimapolitik. Hidtil har man dog gjort det modsatte.
For eksempel ville den blå regering før valget have en million elbiler, selv om omkostningerne ikke står mål med CO2-reduktionerne og ville medføre samfundsøkonomiske omkostninger på godt 11 milliarder om året i gennemsnit.
Og efter valget har alle borgerlige partier på nær Nye Borgerlige meldt, at de under visse betingelser vil tilslutte sig rød bloks 70-procentsmålsætning. En målsætning, der først blev fremsat af Alternativet og Enhedslisten, og hvor man ikke på forhånd har forholdt sig til, hvad det vil koste (svaret er i omegnen af 26 milliarder om året), om det overhovedet er muligt, hvordan det påvirker internationale aftaler, hvilken effekt det har på den globale CO2-udledning (lækage) og så videre.
Tidligere klimaminister Lars Christian Lilleholt sagde før valget, at "vi har ikke på samme måde som andre talt klima op. Det burde vi måske have gjort."
Jeg kunne ikke være mere uenig.
Grøn omstilling skal drives via priserne
Der er ikke behov for at tale klimaforandringerne op. Der er snarere brug for en insisteren på realisme og fornuft i klimadebatten. For redskaberne til en omfattende og effektiv grøn omstilling findes. Det kræver, at den grønne omstilling drives via priserne, så forbrugere og virksomheder automatisk tænker klimaeffekter ind, når de handler.
Det vil i praksis sige ensartede CO2-afgifter på tværs af alle sektorer, og at man derudover skiller sig af med al dobbeltregulering (for eksempel tilskud til vedvarende energi eller energibesparelser, energikrav i boliger, afgifter på kvotebelagte udledninger og så videre).
En effektiv klimapolitik i Danmark løser naturligvis ikke verdens problemer. Derfor skal dansk klimapolitik være internationalt orienteret. Det betyder, at vi skal respektere ansvarsfordelingen (blandt andet at kvotemarkedet er EU’s ansvar) og arbejde for øget EU-samarbejde (for eksempel med en udvidelse af kvotemarkedet til også at omfatte transportsektoren).
Og så skal vi leve op til vores internationale forpligtelser billigst muligt, så andre lande kan se, at reduktioner ikke behøver være unødigt dyre.
