I sin nye bog, "False Alarm", påpeger Bjørn Lomborg, at det er vigtigt, at vi ikke vælger en kur, der er værre end sygdommen.
De to centrale budskaber i Bjørn Lomborgs nye bog, "False Alarm", resumeres på udmærket vis af bogens titel og undertitel: Konsekvenserne af klimaforandringerne bliver voldsomt overdrevet af medier, aktivister og politikere, og meget af den førte klimapolitik gør mere skade end gavn uden at løse problemet.
Bogen indledes med en gennemgang af, hvor bekymrede folk i Vesten er blevet for klimaforandringer, inden Lomborg systematisk skyder bekymringerne ned: Isbjørnen er ikke ved at uddø på grund af smeltende is, bestanden er vokset. Vi hører mere om orkaner og skovbrande, men ser man på data, er der ikke tegn på, at problemet er stigende.
Flygtningestrømme skyldes ikke i nævneværdig grad forandringer i klimaet. Og så videre.
Herefter ser Lomborg mere systematisk på de samlede forventede skader fra klimaforandringer.
FN's klimapanel vurderer omkostningerne om 50 år til at være nogle få procent af bnp. Omkostningerne ved klimaforandringer vil indebære, at vi til den tid kun vil være 2,56 gange rigere i stedet for 2,63 gange rigere, hvis klimaforandringerne ikke fandt sted. Glem decimalerne. Den relevante indsigt her er, at de negative effekter fra klimaforandringer fuldstændig overdøves af de positive effekter fra økonomisk vækst.
Lomborg påpeger, at det derfor er vigtigt, at vi ikke vælger en kur, der er værre end sygdommen. At det ikke er nogen teoretisk risiko, så vi for nylig, da Eldrup-kommissionens længe ventede rapport udkom. Den viste blandt andet, at omkostningerne ved at leve op til diverse politiske partiers mål om 1 mio. elbiler i 2030 ville være dyrere end klimagevinsten fra tiltaget.
Værre end at gøre intet
Tilsvarende indebærer den internationale Paris-aftale om klima ifølge Lomborg, at der for hver krone i omkostning for menneskeheden kun opnås en gevinst for menneskeheden på 11 øre. Det er altså værre end at gøre ingenting.
Sidst i bogen giver Lomborg en række bud på, hvad man bør gøre i stedet for subsidier til grønne prestigeprojekter og ambitiøse, men uopnåelige målsætninger langt ude i fremtiden. Den centrale anbefaling er via en CO2-skat at skabe de rette incitamenter til investeringer, ny teknologi og innovation, som med tiden vil gøre det billigt at fravælge fossile brændsler.
Bjørn Lomborg er formentlig den danske intellektuelle, der for tiden har størst international gennemslagskraft. Bogen er i skrivende stund blevet anmeldt i blandt andet New York Times, Financial Times, Forbes, The Times, The Guardian, National Review og Neue Zürcher Zeitung.
Paradoksalt nok er Lomborg derimod ikke ret velkommen i sit hjemlands medier. DR-journalisten Iben Maria Zeuthen skrev for nylig i en klumme i Ekstra Bladet, at Lomborg ikke skulle have taletid, fordi han angiveligt skulle være "klimafornægter".
Lomborg er aldeles ikke klimafornægter og har aldrig været det.
Men det er unægteligt, at Lomborg deler vandene. Klimaspørgsmålet er politiseret og vækker stærke følelser. Det er imidlertid værd at understrege, at Lomborgs centrale budskaber er understøttet af resultaterne fra FN's klimapanel og nobelprismodtageren Bill Nordhaus, som modtog Nobelprisen netop for sit arbejde med klimaøkonomi.
Har man læst Lomborgs "Cool it" fra 2007, rummer "False Alarm" ikke afgørende nyt ud over en grundig opdatering med de seneste data og analyser. Men Lomborgs indsigter er vigtigere nu end nogensinde, og han præsenterer dem knivskarpt med et væld af nyttige og overbevisende data og eksempler.
(Bragt i Jyllandsposten 4. oktober 2020)
