Tusindvis af familier kæmper i øjeblikket med regningerne på el, gas og fødevarer, og for mange boligejere er hverdagen blevet markant dyrere. Inflationen øger leveomkostningerne, og stigende rente gør det dyrere at tage lån.
Med et dansk valg i sigte og med en politisk presset EU-kommission har det ikke knebet med løfter om at lette byrden. Desværre er mange af de nævnte omkostninger ikke til at undgå. Energikrisen og inflationen har gjort os fattigere. Der er en betydelig risiko for, at løfterne ikke alene kan blive fodring med egen hale, men ligefrem vil forværre krisen.
Svækket energipolitik
Den generelle inflation er et resultat af en uhørt lempelig pengepolitik i den europæiske centralbank, ECB, under coronaen. Danmark fører fastkurspolitik og importerer så at sige på godt og ondt den pengepolitik, som ECB fører. Inflationsforventningerne er blevet forstærket af, at mange EU-lande har gældsat sig yderligere, og at tiltroen til EUs finanspolitiske regler er svækket. ECB har tøvet med at stramme pengepolitikken af frygt for at skubbe yderligere til statsgældsproblemerne i lande som Italien, men det vil gøre inflationsbekæmpelsen endnu sværere og langvarig.
Energipriserne er steget, fordi vi er ramt af akutte knaphedsproblemer. Rusland har sænket gaseksporten, og gaslagrene har måttet fyldes hurtigere og mere end normalt for at øge modstandskraften mod svækkede leverancer til vinter. Vand- og vindmangel har bidraget til mindre el fra hydro, vindenergi og atomkraft. Energipolitikken gennem flere år har svækket energisystemets fleksibilitet og robusthed.
Det er en stor fordel, at energien flyder over grænserne i EU, ellers ville vi slet ikke kunne have så meget vindenergi i Danmark. Men det har også svækket landenes fokus på en sund energipolitik. Tyskland især har ikke alene gjort sig alt for afhængig af russisk gas, men er ligeledes gået i gang med at afvikle sin kernekraft.
Lavere afgifter
Da årsagen til krisen er mangel på energi, hjælper det ikke at forsøge at tvinge priserne ned eller svække prisdannelsen. Tværtimod er vi mere afhængige end normalt af, at priserne sikrer økonomisering med den knappe energi. Problemet er knapheden, ikke priserne. Priserne hjælper os til at skære det forbrug bort, som har lavest prioritet.
Hvis man endelig skal kompensere nogen, bør det ske ved at øge deres indkomster efter skat, ikke ved at forsøge at gøre forbruget af den knappe energi billigere, hvilket blot vil drive energiefterspørgslen yderligere i vejret. Stigende energipriser vil også på lidt længere sigt øge produktionen og andre landes energieksport, så knapheden bliver afhjulpet.
Skal man øge indkomsterne for eksempel hos boligejerne, er det mest effektive redskab at sænke de mest forvridende skatter. I Danmark er vi i den paradoksale situation, at især elafgiften, men også varmeafgifterne, er meget høje og unødigt forvridende, særligt når man ser på deres fordelingsprofil. Derfor gav aftalen om at nedsætte elafgiften faktisk mening, men nedsættelsen burde have været permanent og givet en varig strukturøkonomisk forbedring.
Skal der blive plads til husholdningernes højere forbrugsudgifter, kræver det groft sagt, at det får mere ånderum i forhold til det offentlige forbrug. Det offentlige forbrug skal vokse langsommere, hvis der skal være plads til højere private forbrugsudgifter. Derfor er aftalen om at "grønthøste" statens udgifter fornuftig. Økonomiske reformer, der for eksempel øger arbejdsudbuddet, kan dog naturligvis løfte de samlede forbrugsmuligheder.
Dyr symbolpolitik
Det er naturligt, at alle ser på, hvor de kan spare på energien. Det sker allerede som konsekvens af de høje priser. Rationering og obligatoriske besparelser vil ikke føre til, at der samlet spares mere, men anderledes end forbrugere og virksomheder foretrækker. Det er dyr symbolpolitik. Men det offentlige skal naturligvis lige som virksomhederne beslutte sig for, hvor der kan spares. Derfor er det fint, at regeringen har taget fat her.
Det er samtidig vigtigt, at produktionen af energi øges, hvor den kan. Det er vanskeligt at omstille energiproduktionen på kort sigt, men ikke helt udelukket. Det handler især om at give adgang til at anvende mere kul og olie samt affald til forbrænding. Lande med kernekraft bør stoppe afvikling og i stedet få gang i ledig kapacitet.
EU-kommissionen synger en besnærende sirenesang om at beskatte "overnormale profitter" i energisektoren og dele pengene ud til andre. Der kræver imidlertid, at der er systematiske overnormale profitter. Det er der i Nordsøen, hvor der allerede findes en særlig beskatning, nemlig kulbrintebeskatning. Andre Nordsølande har lignende skatter.
Men der er intet systematisk merafkast i elsektoren. Konsekvensen af en beskatning vil enten være, at skatten rammer skævt, eller at der ikke kommer noget provenu i kassen. I det første tilfælde vil det hæmme de fremtidige investeringer, svække energisystemet og øge de fremtidige energipriser.
Bragt i Altinget d. 26. september 2022.
