Der kan argumenteres for både positive og negative dynamiske effekter af øget offentligt forbrug i form af øget eller reduceret arbejdsudbud.
Offentligt forbrug i form af børnepasning og ældrepleje kan øge arbejdsudbuddet, fordi det muliggør deltagelse på arbejdsmarkedet fremfor at passe sine børn eller forældre. Tilsvarende kan bedre infrastruktur bidrage til et øget arbejdsudbud fordi man bruge tid på arbejdspladsen fremfor i trafikken.
Men man må forvente, at disse udbudseffekter aftager, efterhånden som udgifterne stiger. Fænomenet er velkendt: aftagende skalaafkast. Spænder man en hest for en tung vogn, kan den kun trække vognen langsomt og kort. Endnu en hest giver en stor forbedring, og det gør den tredje også. Men på et tidspunkt aftager afkastet af ekstra heste.
Der kan være markante effekter af at hæve skoleudgifterne fra et lavt niveau, når man fx går fra 50 elever per klasse til 25. Men vi har i Danmark en klassekvotient på i gennemsnit 22 elever. Den danske forskning i effekten af højere skoleudgifter på margenen er ret klar: effekterne er nul eller tæt på nul.
Med hensyn til børnepasning gælder det, at stort set alle børn allerede bliver passet i dag. Fx bliver 97,5 pct. af alle 3-5 årige passet i børnehaver. Det vil sige, at selvom man tilfører flere penge til bedre normeringer, kan der dårligt komme flere børn i daginstitutionerne, end der er i dag. Dermed må en eventuel effekt på arbejdsudbuddet være yderst begrænset. Vismændene har i nye analyser bekræftet dette og fundet meget små positive effekter på arbejdsudbuddet af at øge normeringerne i daginstitutionerne.
Omvendt indebærer det offentlige forbrug, at man får stillet offentlig service gratis til rådighed og dermed stiger levestandarden. Det vil sige, at man ikke behøver at arbejde så meget, for at opnå en given levestandard. Denne effekt kaldes for indkomsteffekten i økonomisk teori. Indkomsteffekten trækker arbejdsudbuddet ned, når det offentlige forbrug øges. Som konkret eksempel kan offentligt finansieret ældrepleje og sygehuse medføre, at man arbejder mindre, fordi man ikke behøver arbejder så meget for at spare op til privat forsikring.
Desuden kan eksempelvis biblioteker og andre kulturtilbud gøre det mere attraktivt at holde fri, fordi man dermed i højere grad kan udnytte bibliotekernes service, fx læse aviser samt låne film og bøger uden først selv at skulle tjene nogle penge for at få råd til det. Det kan føre til en (formentlig svag) reduktion i arbejdsudbuddet. Vismændene har også tidligere peget på denne effekt : ”Kulturelle tilbud er et andet eksempel på en udgift, som i nogle tilfælde kan gøre det mere attraktivt at holde fri og i så fald påvirke arbejdslysten i en negativ retning.” Omvendt er det også muligt, at man bliver klogere af at læse bøger på biblioteket og kommer tættere på arbejdsmarkedet. Pointen er, at da der ikke ligger empiri så kender vi ikke den samlede effekt på arbejdsudbuddet.
I sidste ende er det et empirisk spørgsmål: Hvis der er solid videnskabelig dokumentation for, at flere offentlige udgifter til fx uddannelse, ældrepleje og infrastruktur øger beskæftigelsen, så bør man indregne effekterne. Ligesom man gør det med skatteændringer, hvor der er solid dokumentation. Der er imidlertid ikke videnskabelig dokumentation på danske data, der viser, at 1 mia. kr. højere offentlige udgifter til fx uddannelse, biblioteker eller ældrepleje øger arbejdsudbuddet med y pct.
Overvismand Michael Svarer udtalte til Børsen d. 24. maj 2018, at ”Jeg synes fortsat ikke, vi har nok viden til at inddrage dynamiske effekter af offentligt forbrug i modellerne.”
Overvismanden uddyber også, at de dynamiske effekter af offentligt forbrug kan være både positive og negative, dvs. man kender ikke fortegnet: ”Givet at den offentlige service allerede findes, hvordan påvirker det så arbejdsudbuddet at forbedre eller forværre den marginalt? Det kan gå begge veje - flere penge til en given offentlig service kan også mindske arbejdsudbuddet.”
I dag indregner Finansministeriet typisk ikke dynamiske effekter af offentligt forbrug. Dette er helt på linje med overvismand Michael Svarers betragtninger ovenfor. Finansministeriet argumenterer blandt andet med at ”at der ikke har været tilstrækkeligt empirisk grundlag til at skønne over mulige virkninger” samt at ”med mulige modsatrettede effekter er fortegnet ved marginale ændringer efter Finansministeriets opfattelse ikke givet på forhånd” .
Når man ikke kan påvise effekter, kan det bl.a. skyldes, at flere penge til den offentlige sektor ikke er ensbetydende med bedre resultater. Fx konkluderede Produktivitetskommissionen, at Danmark har verdens dyreste uddannelsessystem, og de anbefalede ikke, at der tilføres flere penge til uddannelse eller offentlig forskning. I stedet konkluderede man, at der skulle gennemføres reformer, så man får mere ud af de eksisterende ressourcer.
