Absolutte og relative fattigdomsgrænser

Med Thorning-regeringens fattigdomsgrænse defineres man som økonomisk fattig, hvis man 3 år i træk har en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten, ikke er studerende og har en nettoformue under 100.000 kr.

Tages der udgangspunkt i Thorning-regeringens fattigdomsgrænse, er antallet af fattige mere end fordoblet fra 26.700 i 2000 til 69.400 i 2019, jf. figuren.

Som følge af realvæksten i økonomien og politik-tiltag (som fx skattereformer) er medianindkomsten (som fattigdomsgrænsen afhænger af) vokset over perioden. I 2000 udgjorde grænsen for relativt fattige 8.000 kr. om måneden, mens den i 2019 var vokset til 10.300 kr. om måneden.

Såfremt man havde fastholdt fattigdomsgrænsen på niveauet på 8.000 kr. om måneden i år 2000 (dvs. uændret købekraft, hvor der kun korrigeres for udviklingen i forbrugerpriserne), ville antallet i fattigdomsgruppen være faldet fra 26.700 personer i 2000 til 22.900 personer i 2019 - en nedgang på 14 pct.

Udviklingen i antallet af fattige afhænger således afgørende af, om man bruger en absolut eller relativ fattigdomsgrænse. Hvis man anvender et absolut fattigdomsbegreb, er der 14 pct. færre fattige i 2019 sammenlignet med 2000. Modsat er fattigdommen mere end fordoblet (stigning på 160 pct.), hvis man anvender en relativ fattigdomsgrænse (som Thorning-regeringen gjorde).

Ovenstående beregninger understreger ulempen ved en relativ fattigdomsdefinition, fordi den ikke forholder sig til, hvilke varer (husleje, mad mv.) det er nødvendigt at have råd til for ikke at være økonomisk fattig. Hvis hele Danmarks befolkning fik forøget deres indkomst med fx 10 pct., ville antallet af fattige ifølge denne relative definition være uændret, selvom også personer med lave indkomster får øget deres indkomst med 10 pct.