Siden midten af 1990’erne er der gennemført en række reformer af dansk økonomi, der har haft til formål at øge arbejdsudbuddet for derigennem at øge beskæftigelsen. Det drejer sig fx om reformer af efterløn, folkepension, skat, dagpenge og kontanthjælp. Blandt danske økonomer er det alment anerkendt, at en stigning i arbejdsudbuddet på 1 pct. vil øge beskæftigelsen med 1 pct. Og dermed at disse reformer øger beskæftigelsen svarende til stigningen i arbejdsudbuddet.
Ser man på Danmark og andre OECD-lande, er der også netop en tendens til, at når arbejdsudbuddet vokser med 1 pct. så stiger beskæftigelsen også med ca. 1 pct. Ændringerne i arbejdsstyrke og beskæftigelse fra 1980 til 2023 for OECD-landene har således omtrent fulgt 45 graders linjen, jf. figuren. Dvs. at når arbejdsudbuddet (målt ved arbejdsstyrken) i et land er øget med 20 pct., så er beskæftigelsen også vokset med ca. 20 pct. For Danmarks vedkommende har der i perioden været en stigning i både beskæftigelse og arbejdsstyrke på ca. 17 pct.
På kortere sigt kan konjunkturudsving godt sløre sammenhængen mellem arbejdsudbud og beskæftigelse, ligesom reformer, der påvirker strukturledigheden, vil sløre sammenhængen. Det ændrer dog ikke ved, at når arbejdsudbuddet øges med 1 pct., så vil man også forvente en stigning i beskæftigelsen på 1 pct.
Tilpasningen af beskæftigelsen til det øgede arbejdsudbud kan forventes at ske relativt hurtigt. Eksempelvis har Finansministeriet i Finansredegørelse 2014 analyseret, hvor hurtigt arbejdsmarkedet tilpasser sig, når der gennemføres reformer. Konklusionen er, at de ”konkrete erfaringer fra tidligere danske reformer og beregninger med nyere økonomisk-statistiske modeller peger på, at tilpasningen af efterspørgslen til øget arbejdsudbud kan ske relativt hurtigt – typisk i løbet af 4-5 år”.
Økonomisk teori kan forklare årsagen til, at øget arbejdsudbud øger beskæftigelsen. Det sker blandt andet gennem påvirkningen af lønkonkurrenceevnen: Hvis arbejdsudbuddet i morgen stiger med 10.000 personer, vil der komme et nedadgående lønpres, fordi flere nu tilbyder deres arbejdskraft til virksomhederne. De lavere lønninger forbedrer lønkonkurrenceevnen, hvilket øger eksporten (fordi danske varer bliver relativt billigere som følge af lavere omkostninger). Den øgede eksport øger produktionen i danske virksomheder, som dermed får behov for at ansætte flere medarbejdere. Dermed er beskæftigelsen vokset som følge af stigningen i arbejdsudbuddet.
