Registreringsafgiften på biler udgør i dag 85 pct. Når bilens værdi overstiger 202.200 kr. (i 2021), stiger registreringsafgiften til 150 pct. Til sammenligning er der i Sverige ikke nogen registreringsafgift på biler.
Finansministeriet har beregnet, at det kun koster statskassen 0,6 mia. kr. at fjerne ekstraskatten på 150 pct., så man får en flad sats på 85 pct. Til sammenligning er der et råderum på 19½ mia. kr. frem til 2025.
En reduktion af den høje registreringsafgift fra 150 pct. til 85 pct. vil betyde at flere danskere får råd til en bedre bil. Derudover vil det øge arbejdsudbuddet, fordi den lavere afgift gør det mere attraktivt at arbejde ekstra. Det vil løfte BNP med ca. 1 mia. kr.
Når det kun koster 0,6 mia. kr. at indføre en flad registreringsafgift på 85 pct., skyldes det bl.a., at reformen af bilbeskatningen fra 2017 forhøjede det såkaldte skalaknæk – topskattegrænsen for biler – med ca. 80.000 kr. Desuden har lettelsen i den høje registreringsafgift positive adfærdseffekter. Dels vil den lavere afgift medføre, at danskerne vil købe bedre og dyrere biler regnet før afgift. Da afgiften på 85 pct. fortsat er høj, vil det sende skatteprovenu tilbage i statskassen. Endvidere vil der komme ekstra provenu fra brændstofs- og ejerafgifter. Desuden er der en positiv beskæftigelseseffekt, som også sender flere penge i statskassen.