Chile reformerede økonomien og øgede sin økonomiske frihed markant, især frem til begyndelsen af 1990’erne, hvor Chile også overgik til demokratisk styre. I hele reformperioden havde Chile imponerende økonomisk fremgang og har i dag både Sydamerikas højeste velstand og højeste grad af økonomisk frihed.
Helt modsat er det gået i Venezuela, der er blevet et af de økonomisk mest ufrie lande, mens økonomien er stagneret, så levestandarden i 2013 var stort set den samme som i 1970. Kun i den korte periode fra 2003 til 2008 gik det bedre som følge af en stor stigning i olieprisen. Helt galt er det gået siden 2013.
Chile-Venezuela-eksemplet er langtfra et særtilfælde. Forskningen peger relativt entydigt på, at økonomisk frihed er forbundet med positive effekter – både med hensyn til økonomisk velstand, og når man ser på forhold som social tillid og menneskerettigheder .