Den globale ulighed er faldet de seneste 3 årtier

Når udviklingen i økonomisk ulighed diskuteres, er der typisk fokus på uligheden internt i de enkelte lande. IMF analyserer i en ny rapportIMF Fiscal Monitor October 2017 – Tackling Inequality  udviklingen i uligheden i verden under et. Det vil sige, at man betragter verden som ét land og ser på, hvordan udviklingen i uligheden mellem verdens borgere har udviklet sig.

Med udgangspunkt i forskning udført af Lakner og MilanovicC. Lakner og B. Milanović, 2016. “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession.” World Bank Economic Review 30 (2): 203–32.   samt Hellebrandt og MauroT. Hellebrandt og P. Mauro, 2016. “World on the Move: Consumption Patterns in a More Equal Global Economy.”   vurderer IMF, at den globale ulighed er faldet over de seneste tre årtier. Lakner og Milanovic konkluderer, at den globale ulighed målt ved Gini-koefficienten er faldet fra 68 pct. i 1988 til 62 pct. i 2013, mens andre finder et højere niveau for uligheden, men en tilsvarende faldende tendens, jf. figuren.

Faldet i den globale ulighed skyldes, at uligheden mellem verdens lande er blevet mindre, bl.a. fordi verdens to mest befolkningsrige lande, Kina og Indien, er blevet mere velstående, da de gennem mange årtier har oplevet høj vækst. Den højere vækst har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom. Væksten i Kina og Indien har været høj, siden de to lande for alvor påbegyndte markedsreformer fra 1980’erne og frem (mere privat ejendomsret, deregulering og åbning af økonomien for udenrigshandel og udenlandske investeringer).

Markedsreformerne har medvirket til, at Kina og Indien velstandsmæssigt har oplevet en såkaldte catching up-effekt (som dækker over, at fattige lande kan opnå større vækstrater, som følge af at de importerer moderne teknologi fra rigere lande.).  Catching up-effekten i fattigere lande har været så kraftig, at den overskygger, at uligheden internt i en række lande har været stigende.