Indkomstfremgang for alle aldersgrupper siden år 2000

Alle aldersgrupper har oplevet fremgang i levestandarden siden år 2000, jf. figuren.

Indkomstfremgangen er høj blandt pensionister, hvor væksten har været på godt 2 pct. årligt. Den høje fremgang i levestandarden skyldes bl.a., at folkepensionen gennem perioden er steget mere end inflationen, at ældrechecken er indført, og at flere ældre får udbetalt stigende arbejdsmarkedspensioner.

Personer i starten af 60’erne har haft en gns. vækst på over 2 pct. siden 2000. Det skyldes blandt andet efterlønsreformer, som har løftet beskæftigelsesfrekvensen for 60-64-årige fra ca. 30 pct. i 2000 til ca. 67 pct. i 2021. Efterlønsalderen var 60 år i år 2000, mens den i 2021 var forhøjet til 63 år.

En anden gruppe med høj vækst i levestandard på ca. 2 pct. om året er børn. Børn får del i forældrenes indkomst, og indkomstfremgangen for børnene skyldes derfor, at hele familien har haft indkomstfremgang, jf. appendiks 1 om ækvivalerede disponible indkomster.

Derimod har unge i starten af 20’erne kun haft en begrænset fremgang i levestandarden. Det skyldes bl.a., at der er kommet ca. 120.000 flere SU-modtagere siden år 2000. Det er således ikke udtryk for en problematisk udvikling, da uddannelse er et fravalg af højere indtægt nu til fordel for en investering i human kapital, der giver udsigt til højere indkomster senere i livet.

For personer i alderen 30-45 år har indkomstfremgangen været 1½ pct. årligt. Når den er lavere end for fx pensionister, skal det blandt andet ses i lyset af, at pensionsindbetalingsprocenterne for mange privatansatte er vokset siden år 2000. Eftersom pension først tæller med i den disponible indkomst ved udbetaling (og ikke ved indbetaling), trækker det ned i indkomstvæksten for de 30-45-årige.