Pressemeddelelse
Ny CEPOS-analyse undersøger lønindkomsten for personer med 296 forskellige lange videregående uddannelser (LVU). Beregningerne er udført på Danmarks Statistiks personregistre. Lønnen måles fem år efter endt studie for årgange, der færdiggjorde deres uddannelse i perioden 2012-2016.
”Der er bekymrende mange studier, der leverer kandidater, som efter et 5-årigt universitetsophold får en så lav løn, at man må stille spørgsmålstegn ved antallet af optagne på disse studier,” siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS.
På eksempelvis kunsthistorie har mere end 60 procent af de færdiguddannede en lavere løn end median-lønnen for faglærte fem år efter endt uddannelse. Og det samme gælder for næsten 90 procent af dem, der har læst billedkunst og for 65 procent af dem, der har læst design. Næsten halvdelen af antropologerne har lavere løn end medianlønnen for personer med en kort videregående uddannelse. Det samme kan siges om mange andre uddannelser - eksempelvis internationale udviklingsstudier og cand.mag. i samfundsvidenskab eller i turisme.
”Efter fem år på universitetet må man forvente, at produktiviteten og dermed lønnen er mærkbart højere end for personer med langt kortere uddannelse. På mange uddannelser er dette ikke tilfældet for en betydelig andel af de studerende. Tværtimod er lønnen for en del personer lavere end for kortere uddannede. Man kan sige, at der finder en overuddannelse sted, og det er dyrt for skatteyderne og samfundsøkonomien,” siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS og fortsætter:
”Vores opgørelse er en markør for, at der er for mange, der går på universitetet. De burde gå der i færre år eller slet ikke optages på de skatteyderfinansierede universiteter. I stedet for de mange år på universitet skulle de hurtigere i job i den private sektor,” siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS.
Antallet af studerende på de studier, hvor for mange kandidater får en relativ lav løn, kan reduceres ved at omlægge SU til lån eller indføre brugerbetaling på universiteterne. På det administrative plan kan man lade udgiftsbevillingen til antal studiepladser på de enkelte studier i høj grad afhænge af de lønninger, de færdiguddannede opnår.
På den måde vil der være en tendens til, at antallet af studiepladser bliver reguleret op for de studier, som giver kandidaterne en høj løn. Og omvendt for studier, som leverer kandidater med en uforholdsmæssig lav løn, vil antallet af studiepladser tendere mod at blive reduceret. Endelig kan man fra centralt hold reducere antallet af studiepladser og/eller antal studieår på udvalgte studier.
”Uddannelsesvalg kan selvfølgelig også anskues ud fra andet end et økonomisk perspektiv. Det kan handle om dannelse, interesser med videre. Og selvfølgelig skal der f.eks. fortsat være humanistiske og kunstneriske uddannelser. Men min opfattelse er, at tallene er så bemærkelsesværdige, at de begrunder, at færre personer går på universitetet. Det er en stor investering for skatteyderne, når en universitetsplads skal finansieres, og det bør kaste en højere løn af sig, end hvis man tager en kort uddannelse,” siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS.
