Anbefalinger til dansk klimapolitik

Såfremt der er politisk ønske om dansk enegang, bør det være et grundprincip at vælge de mest omkostningseffektive redskaber, og at kompensere for de negative samfundsøkonomiske effekter med økonomiske strukturreformer. Der bør kun anvendes afgifter, i det omfang annullering af EU-kvoter ikke er mere omkostningseffektivt.

Såfremt Danmark ønsker at gå videre end en endelig EU-aftale, bør målet ikke som 70 pct.-målet udformes som et rent nationalt mål uden hensyn til lækage, men som et mål om at nedbringe det danske globale klimaaftryk (altså inklusive lækage). I lyset af de store usikkerhedsmomenter om omkostningerne ved kvantitative udledningsmål anbefales det, at målet udformes som en udgiftsvillighed – altså at anvende en given samfundsøkonomisk omkostning så omkostningseffektivt som muligt.

Anbefalinger vedrørende midler til at nå klimapolitiske mål

Det bør være et helt grundlæggende princip, at uanset hvad der vælges som mål, så bør det realiseres så omkostningseffektivt som muligt.

EU’s centrale betydning for dansk klimapolitik taler for, at Danmark først og fremmest satser på at påvirke EU’s klimapolitik. EU’s kvotesystem er i udgangspunktet det mest omkostningseffektive redskab, men bør forbedres. Den såkaldte markedsstabiliseringsmekanisme bør afskaffes og erstattes af en ubetinget nedbringelse af kvotemængden, svarende til EU’s overordnede klimamål. Kvotesystemet bør udvides til at omfatte transportsektoren og på længere sigt også landbruget, og der bør indføres fri adgang til at anvende kvoter til at honorere medlemslandenes non- ETS-forpligtelser. Det vil muliggøre, at forskellene i de marginale reduktionsomkostninger i ETS- sektoren og udenfor vil kunne udjævnes, så den ønskede reduktion opnås med de lavest mulige omkostninger.

Danmark deltager ikke direkte, men via EU i internationale klimaaftaler som Paris-aftalen. Selv EU’s udledninger er globalt set begrænsede, og den største effekt på de globale klimaproblemer opnås gennem det internationale aftalesystem. Ideelt set bør aftales, at alle lande opkræver en klimaafgift svarende til den globale skadevirkning af øget drivhusgasudledning.

Danmark bør opfylde sin non-ETS-forpligtelse i EU gennem kvotesystemet – dvs. udnytte adgangen til fleksible instrumenter i fuldt omfang – samt gennem en ensartet afgift på alle non- ETS-udledninger, herunder landbrug (eventuelt i form af det tidligere skitserede kvotesystem for dansk landbrug). Afgiften skal fastsættes, så den realiserer den resterende forpligtelse.

Yderligere målsætninger, som danske politikere selv fastlægger, bør udnytte, at de selv frit kan vælge de mest effektive instrumenter. Et yderligere dansk mål bør sigte på at nedbringe det globale klimaproblem – og fokusere på det danske globale klimaaftryk. Det taler for primært at anvende kvotesystemet samt afgiftssystemet i den udstrækning, det globale fodaftryk kan reduceres til lavere samfundsøkonomiske omkostninger i non-ETS-sektoren i Danmark. Det kræver en ensartet afgift svarende til målsætningen. Afgiften på de danske udledninger skal korrigeres for lækage for at sikre en ensartet afgift på det globale klimaaftryk (ved lækagekorrektion forstås, at afgiften beregnes som den ensartede afgift gange én minus lækageraten, jf. (Brøns-Petersen2020b)). På samme måde kan effekten af anvendelse af kvotesystemet korrigeres for lækage.Der er som udgangspunkt fuld lækage indenfor kvotesystemet, fordi der udstedes en given kvotemængde. Annullering af en kvote vil derfor reducere udledningerne fra kvotesystemet tilsvarende. Kvotestabiliseringsmekanismen kan imidlertid medføre, at lækageraten kan afvige fra 1 på kortere sigt. Lækageraten kan både blive lavere og højere (jf. Det Miljøøkonomiske Råds Formandskab 2018). Desuden kan der ske lækage fra EU til andre lande.  Der er selvsagt betydelig usikkerhed om lækageraterne størrelse. For den del af lækagen, som sker gennem de globale energipriser, er effekten dog ens på tværs af udledninger, hvorfor lækageraterne herfra også er det.   Udmøntningen bør af praktiske grunde ske ved en afgift differentieret efter hovedkategorier af energianvendelse mv. og den forventede gennemsnitlige lækage forbundet med dem.