Antallet af topskatteydere stiger med 15.000 fra 2015-2017 – der var forventet et fald på 12.000
Udgivet d.
22. august 2017 - 11:15
Analyse
Skat
”Mod forventning ventes antallet af topskatteydere at stige fra 2015 til 2017 med 15.000 personer. Dvs., at antallet af danskere, der rammer ind i en marginalskat på 67 pct. inklusiv afgifter, vokser med 15.000 personer. I 2017 forventer Skatteministeriet nu, at der vil være 505.000 topskatteydere. Tidligere forventede man 478.000 topskattebetalere, fordi antallet forventedes at falde med 12.000 i årene 2015-17. Topskatten er ifølge Thornings Produktivitetskommission, Vismændene og Finansministeriet en af de mest væksthæmmende skatter”, udtaler cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
”Da man vedtog Thornings skattereform, var det hensigten at nedbringe antallet af topskatteydere ved at forhøje topskattegrænsen med 58.000 kr. Topskattegrænsen bliver i Thornings skattereform øget fra 409.000 kr. i 2012 til 467.000 kr. i 2022”, udtaler cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
”Topskattegrænsen øges med knap 4.000 kr. (ud over løninflationen) i årene 2015-17. Når antallet af topskatteydere alligevel stiger i årene 2015-2017, skyldes det, at der er flere end forventet, der tjener mere end ca. 521.000 kr. Det kan skyldes højere timeløn eller flere arbejdstimer. Topskattegrænsen udgør 479.600 kr. (2017-PL) i 2017, hvilket svarer til en bruttoløn på 521.300 kr. før arbejdsmarkedsbidrag”, udtaler cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
”Set fra et vækstperspektiv er det ikke hensigtsmæssigt, at der kommer flere topskatteydere. Når flere bliver topskatteydere, er der flere, der får hæmmet incitamentet til at arbejde ekstra. Det er uheldigt og navnlig i disse år, hvor der er pres på arbejdsmarkedet og begyndende mangel på arbejdskraft i mange virksomheder”, udtaler cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
”VLAK-regeringen har meldt ud, at der ikke kommer generelle topskattelettelser. Det anbefales imidlertid, at man fremrykker den forhøjelse af topskattegrænsen (11.000 kr.), der alligevel skulle finde sted som følge af Thornings skattereform i årene 2019-2022. Det vil reducere antallet af topskatteydere med i størrelsesordenen 30.000 personer i 2018”, udtaler cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
Arbejdspapir 81: Registreringsafgiften er overflødig og bør afskaffes
Der er gode grunde til at beskatte biler. Men registreringsafgiften er ikke velbegrundet.
Håndværkerfradraget er en forkert løsning på et reelt problem
I stedet for et håndværkerfradrag målrettet klimarenovering, er den rigtige løsning brede skattelettelser, så folk selv kan bestemme, hvad de vil bruge deres penge på.