Arbejdspapir 19: Brugen af uddannelseskompetencer i den danske økonomi

Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Over den seneste 15-årige periode, er velstanden øget med 13 pct. Det er dog sket uden, at danskerne samlet set har ydet en større arbejdsindsats (målt i antal arbejdstimer). Velstandsfremgangen er skabt ved anvendelse af bedre produktionsudstyr, bedre organisering og ledelse af produktionen og ved, at arbejdsstyrken er blevet bedre uddannet. Denne analyse ses på, hvordan den uddannede arbejdsstyrke fordeler sig i landet, samt hvorvidt vidensressourcerne udnyttes optimalt i produktionen af øget velstand.

”Som denne analyse viser, er mængden af den viden, vi kan lægge ind i produktionen helt afgørende for, om vi i de kommende år kan øge velstanden. På samme måde bliver det derfor også helt afgørende, at vidensressourcerne bliver anvendt der, hvor de skaber mest mulig værdi”, siger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS, og peger på, at samfundet i dag ikke anvender de uddannelseskompetencer, der findes i arbejdsstyrke, optimalt.  

”Et paradoks er, at medarbejderne i kommunerne har væsentlig bedre uddannelser end i den private sektor. Men det er et samfundsmæssigt problem, når den uddannede arbejdskraft i stigende omfang opsluges af den offentlige velfærdssektor, fordi kommunerne ikke på samme måde som private virksomheder anvender disse ressourcer til at øge produktionen og dermed indhøste produktivitetsgevinster af en videnstung arbejdsstyrke. Vi har derfor brug for, at staten stiller krav til kommunerne om årlige produktivitetsløft og dermed forbedre deres service til borgerne, hvis de fortsat skal lægge beslag på flere af samfundets kompetencer”, påpeger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.

”Et andet paradoks, som undersøgelsen peger på, er, at samfundet ofrer betydelige ressourcer på at understøtte de dele af landet, hvor basisproduktionen foregår på arbejdspladser med en lavt uddannet arbejdsstyrke. Det er tydeligt, at de stærkeste uddannelseskompetencer samler sig omkring arbejdspladserne i hovedstadsområdet og i aarhusområdet, ligesom det også er her, hovedparten af de nye job bliver til. På den måde øges den geografiske uddannelseskløft mellem landets udkants- og byområder. Det paradoksale er dog, at på trods af, at udkantsområdernes problemer så tydeligt er erhvervsstrukturelle, så fokuserer den danske udkantspolitik på at løfte velfærdssektoren i disse områder. Det er senest sket i foråret med omlægningen af den kommunale udligningsordning. Men at hælde mere velfærd ned over udkantsområder, der i forvejen har en stor velfærd, løser ikke problemerne”, siger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.

I stedet anbefaler forskningschefen, at man giver plads for de virksomheder, der er bedst til at få bragt vidensressourcerne i spil i produktionen.

”Den hidtil første udkantspolitik med stadig øget kommunal udligning fastholder blot befolkningen i områder, hvor der kun findes arbejdspladser, som er kommet længere og længere bagud uddannelsesmæssigt. Den forfejlede regionale omfordelingspolitik har ikke tilstrækkeligt understøttet en erhvervsmæssig modernisering af udkantområderne. Den mest synlige effekt er derimod nok den stadig mere intense pendling, som udvikler sig, når velfærdspolitik søger at fastholde en befolkning, som der ikke er lokale job til”, konkluderer forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.

Fodnoter

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 1,0 MB

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Henrik Christoffersen

    Forskningschef

    +45 25 38 30 00

    henrikc@cepos.dk

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 1,0 MB

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Henrik Christoffersen

    Forskningschef

    +45 25 38 30 00

    henrikc@cepos.dk