Den kommunale udligning er de seneste år løbende blevet skærpet – både på baggrund af ændringer i den kommunale udligningsmodel, men i virkeligheden også i form af øget brug af puljespecifikke og mere skønsmæssigt fordelte tilskud til kommunerne.
"Det kommunale finansieringssystem har traditionelt bygget på principper om selvstændig kommunal skatteudskrivning samt generelle tilskud og udligning efter objektive udgiftsbehovskriterier. Men i dag er skatteudskrivningsretten stort set blevet inddraget, ligesom vi ser en tendens til, at Folketinget i stigende grad gør brug af puljespecifikke og mere skønsmæssigt fordelte tilskud til kommunerne, hvor kriterierne for, hvem som bliver tildelt midler, ikke er objektive, men derimod beror delvist på skøn", siger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.
"I dag har vi allerede en situation, hvor udligningen mellem kommunerne er drevet så vidt, at de fattigste kommuner kan opretholde et serviceniveau, som er højere end de mest velhavende kommuner. Og den udvikling forstærker Folketinget, når det i øget omfang gør brug af puljespecifikke tilskudsordninger. Analysen viser nemlig, at der er en stærk statistisk sammenhæng, så de kommuner, som i forvejen modtager flest penge i tilskud og udligning, også er de kommuner, som har størst sandsynlighed for at få del i puljemidlerne. Til gengæld bliver de kommuner, der betaler til udligningen, ikke taget i betragtning til puljeordningerne", forklarer Henrik Christoffersen.
"I princippet er den kommunale udligning i dag begrænset af en 'overudligningsgaranti', så kommuner i yderste fald højest kan blive afkrævet 92 kroner til fordeling blandt de øvrige kommuner, hvis borgerne betaler 100 kroner mere til kommunekassen. Det er i sig selv en problematisk ordning, for den fratager stort set helt incitamentet for kommuner til at understøtte økonomisk udvikling i kommunen. Men når Folketinget, som vi ser det, i øget grad anvender puljeordninger, kan det i realiteten omgå overudligningsgarantien. Puljeordningerne er på den måde en metode, Folketinget kan gøre brug af for at øge omfordelingen mellem kommunerne yderligere", siger Henrik Christoffersen.
"Derudover skaber puljerne uigennemsigtighed i kommunernes økonomi, og puljerne med deres skønsmæssige fordeling af penge kalder på, at kommunerne giver sig til at bruge flere kræfter på at bedrive lobbyvirksomhed. Den økonomiske omfordeling mellem kommunerne er nu nået til et punkt, hvor den svækker det kommunale selvstyre, og hvor den i sig selv skaber ineffektivitet", konstaterer Henrik Christoffersen.
