Arbejdspapir 29: Indførelse af ny finansieringsmodel og udvidet selvstyre i kommunerne

Forord

Det kommunale tilskuds- og udligningssystem har nogle egenskaber, som indebærer begrænsede, men tillige skæve incitamenter til effektivitet og økonomisering i kommunerne. Det har indebåret, at Folketinget i de senere år har strammet styringen af kommunerne i væsentlig grad. Det er herunder lykkedes at få hold på udgiftsudviklingen i kommunerne, men et ønske om fortsat stramning af den kommunale udligning har ført til reformer, som såvel har svækket det kommunale selvstyre som forværret_incitamentsproblemet.

Siden den kommunale strukturreform i 2007 har Folketinget gennemført flere afgrænsede reformer af kommunernes finansieringssystem. Der er indført en strammere økonomisk rammestyring med stærkere sanktioner i forhold til overskridelser, og der er sket en skærpelse af den kommunale udligning. Disse reformer har nok til en vis grad opfyldt deres umiddelbare formål i den forstand, at aftalerne om kommunernes økonomi ser ud til nu definitivt at blive overholdt, ligesom der nu overføres flere penge fra kommunerne i landets centerområder til udkantområderne. De kortsigtede styringsproblemer er derfor blevet delvist afhjulpet. Til gengæld er finansierings-   systemets mere basale egenskaber i flere væsentlige henseender blevet yderligere forringet.

På det grundlag har vi i CEPOS fremlagt et forslag til en mere grundlæggende reformering af det kommunale finansieringssystem med henblik på at opnå en finansiering af kommunerne, så der skabes stærkere incitamenter for kommunerne til at understøtte økonomisk udvikling, til at skabe effektivitet i serviceforsyningen og til at begrænse udgifterne ved egen vilje uden snærende sanktioner. Det er beskrevet i CEPOS Arbejdspapir nr. 24: Finansiering og incitamenter i kommunerne – En undersøgelse af mulighederne for at forene kommunalt selvstyre med en bæredygtig kommunal     finansieringsmodel, som blev fremlagt i juni 2014.

Det nærværende arbejdspapir er et supplement til beskrivelsen. Selve overgangen til et finansieringssystem baseret på et nyt rationale vil i sagens natur i sig selv skabe tilpasningsproblemer. Nærværende papir ser på omfanget af tilpasningsproblemer alt efter den konkrete udformning af en ny finansieringsmodel, lige som det undersøges, hvorledes tilpasningsproblemerne kan gøres overkommelige.

Til papirets dataanalyser er udarbejdet en regnemodel, som læsere kan anvende til selv at gennemregne konsekvenser af alternative specificeringer af udlignings- og beskatningsniveauer. Denne regnemodel er udarbejdet af studentermedarbejder  Thomas Gress.

Henrik Christoffersen

Forskningschef