S-regeringen har lanceret sit forslag til Arne-pension, der giver mulighed for at trække sig tilbage op til 3 år før folkepensionsalderen. Ydelsen på Arne-pension er 13.550 kr. om måneden før skat. Det er på niveau med folkepensionens grundbeløb plus pensionstillæg for en enlig. Man skal have mindst 42 års anciennitet på arbejdsmarkedet, når man fylder 61 år for at få ret til Arne-pension.
Forslaget trækker raske personer ud af arbejdsmarkedet, hvilket reducerer arbejdsudbuddet med 9.000 personer ifølge regeringen. Desuden reduceres tilskyndelsen til at uddanne sig. Derudover har ordningen en negativ effekt på incitamentet til at spare op på en pensionsordning. Det skyldes, at ydelsen reduceres, når den private pensionsformue runder 2 mio. kr.
Dette notat analyserer, hvorledes og i hvilket omfang tilskyndelsen til privat pensionsopsparing reduceres. Konklusionen er, at Arne-pension i nogle tilfælde øger marginalskatten på afkastet af pensionsindskud til over 100 pct. Man kan altså blive fattigere af at spare op.
Samspilsproblemet
De offentlige overførselsindkomster til pensionister udgør i alt over 100 mia. kr. og er dermed en af de største udgifter på det offentlige budget. I et forsøg på at holde de offentlige udgifter nede, er systemet indrettet, så det ikke er alle som får de maksimale ydelser. Ydelserne aftrappes nemlig i forhold til størrelsen på de private pensionsudbetalinger. Jo mere man sparer op på en pensionsordning, desto mindre får man i offentlige ydelser. Det gælder for pensionstillægget, boligydelsen, ældrecheck, personligt tillæg, helbredstillæg, nedslag i ejendomsværdiskatten og mediechecken. Appendiks 2 gennemgår de specifikke regler for aftrapning af de enkelte ydelser.
Indkomstaftrapningen gør systemet meget kompliceret. Desuden bliver det mindre attraktivt at spare op på en pensionsordning – det såkaldte samspilsproblem. Hvis folk reagerer på samspilsproblemet og reducerer deres private pensionsopsparing, får de mindre udbetalt i private pensioner og har dermed ret til større offentlige ydelser, hvilket får de offentlige udgifter til at stige. Systemet bider så at sige sig selv i halen.
Da langt den overvejende del af pensionsopsparingen foregår via arbejdsmarkedspensioner, hvor folk ikke har et reelt valg, kunne man argumentere for, at det ikke gør noget, hvis der er et begrænset incitament til at spare op på en pensionsordning.
Men hvis samspilsproblemet bliver for stort, vil det underminere støtten til arbejdsmarkedspensionerne. Vi har i de senere år allerede set, at overenskomsterne på arbejdsmarkedet har indført og udvidet fritvalgsordningen, som gør det muligt at reducere sine arbejdsmarkedspensionsindbetalinger.
I de senere år har samspilsproblemet været så stort, at forrentningen af pensionsindbetalinger foretaget tæt på pensionsalderen ofte blev beskattet med 135 pct. og derover. Det vil sige, at man fik mindre udbetalt, end man satte ind. Man blev rent faktisk fattigere af at spare op på en pensionsordning.
Det fik Løkke-Rasmussens regering til i 2018 at indføre et pensionsfradrag i indkomstskatten, som voksede jo mere man indbetalte på en pensionsordning. Indførslen af pensionsfradraget betød, at marginalskatten på pensionsafkast i de fleste tilfælde maksimalt kunne være omkring 80 pct. Derved kom beskatningen af pensionsopsparing ned på niveau med beskatningen af andre former for opsparing. Niveauet er dog stadig meget højt.
Hvis regeringens forslag til Arne-pension gennemføres, kommer vi tilbage til en situation, hvor et betydeligt antal personer vil have en marginalskat på over 100 pct.
Modregning af pensionsformue i Arne-pension
Den årlige ydelse fra Arne-pension reduceres med 4 pct. af den del af pensionsformuen som overstiger 2 mio. kr. Det betyder fx at hvis man har et pensionsdepot på 3 mio. kr., så falder den årlige ydelse med 40.000 kr. (svarende til, at den månedlige ydelse reduceres med 3.333 kr. til i alt 10.216 kr. før skat). Ved en pensionsformue på knap 6,1 mio. kr. er hele ydelsen aftrappet og man kan derfor ikke få Arne-pension.