Både offentlige og private velfærdsmonopoler vil ikke kigges i kortene

Det fremgår af regeringens ældreudspil, at den ønsker sig øget gennemsigtighed med økonomi og kvalitet på de kommunale plejehjem. Det kan man godt forstå, da øget gennemsigtighed er en afgørende forudsætning for at opnå forbedringer af ældreplejen gennem øget konkurrence mellem offentlige og private leverandører.

For det første vil det kunne øge konkurrencen, hvis de ældre har et bedre grundlag for at træffe valget om, hvilken type plejehjem de ønsker at bo på. Det er et valg, der ikke kan omgøres efterfølgende uden betydelige omkostninger, hvilket stiller helt særlige krav til en meget høj grad af gennemsigtigheden med pris og kvalitet, der kan understøtte den ældres frie valg

For det andet vil det kunne øge konkurrencen, at der kommer øget gennemsigtigt med pris og kvalitet hos de plejehjem, der allerede findes, så private ældreplejehjemsleverandører bedre kan vurdere, om de kan levere et konkurrencedygtigt alternativt, og således med fordel kan gå ind i konkurrencen med de eksisterende tilbud.

Ud over øget konkurrence vil øget gennemsigtighed og sammenlignelighed på tværs af institutioner og kommuner også kunne kvalificere den lokale politiske debat, om kommunalpolitikernes prioritering af midler til ældreplejen, hvilket i sig selv vil være en demokratisk gevinst. Når der i dag opstår problemer på et plejehjem, er det således for udenforstående stort set umuligt at undersøge nærmere, om det skyldes besparelser – hvilket ofte hævdes af kommunale politikere og ansatte – eller der er tale om dårlig ledelse.

Forslaget i regeringens ældreudspil om etableringen af lokalplejehjem som kommunale aktieselskaber, kan være et skridt i en rigtige retning mod øget gennemsigtighed i den offentlige plejehjemsektor, da lokaleplejehjemmene kommer til at aflægge regnskab på niveau med andre aktieselskaber. Det kan desværre bare risikere at blive en meget lille skridt, da det er frivilligt for kommunerne, om de vil oprette et lokalplejehjem. Derudover kommer regeringen i ældreudspillet ikke med andre konkrete forslag, der for alvor vil bringe os i retning af mere gennemsigtighed i plejehjemssektoren. Det bliver i stedet op til en arbejdsgruppe at arbejde videre med, hvordan gennemsigtighed kan forbedres i forhold til kvalitet og økonomi.

Gennemsigtighedsarbejdsgruppen kan få et vanskeligt liv. For man skal ikke forvente, at kommunerne vil være begejstrede for øget gennemsigtighed, sammenlignelighed og konkurrence, da det truer kommunernes monopolmagt, som den største producent af ældrevelfærd, der tilmed også er den største indkøber af ældrepleje.

Kommunernes manglende ulyst til gennemsigtighed og konkurrence er heller ikke noget nyt fænomen. Da frit valg og konkurrence for alvor kom på den politiske dagsorden for ca. 20 år siden, var det eksempelvis tanken, at kommunerne generelt set skulle overgå til at anvende omkostningsprincippet i deres økonomistyring – ligesom private virksomheder og staten. Omkostningsbaseret økonomistyring giver bl.a. et bedre billede af kommunernes ressourceforbrug til kapitalapparatet – fx bygninger, IT mv. Desværre lykkedes efter nogle få år for kommuner at få staten til at droppe den ambition.

Man kan også forvisse sig om kommunernes manglende ulyst til gennemsigtighed og konkurrence bare ved at besøge kommunernes hjemmesider, hvor langt de fleste kommuner ikke giver de ældre informationer om, at de har ret til at vælge en privat friplejebolig som alternativ til de kommunale tilbud, når de er blevet visiteret af kommunen til en plejebolig.

En anden mulighed er at se på de seneste års pressedækning af problemerne med kommunernes beregning af priser på hjemmepleje til brug for afregning af private leverandører. Denne problemstilling for hjemmeplejen bliver i høj grad løst med en række initiativerne i regeringens ældreudspil. Derfor er der også særligt fokus på at få skabt øget gennemsigtig for plejehjemsområdet.

Det seneste eksempel på kommunal ulyst til gennemsigtighed kan man finde blandt de forslag, som KL har afleveret til Finansministeriet mhp. at nedbringe de generelle administrative byrder i kommunerne for at derved at bidrage til at opfylde regeringens ambition om på længere sigt at kunne spare 3 mia. kr. i den kommunale administration. 

Fjernelse af unødig statslig regulering er naturligvis altid en god idé, hvis den rent faktisk er unødig. Her springer det i øjnene, at noget af den regulering, som kommunerne allermest ønsker sig af få afskaffet, netop er sat i verden med henblik på at skabe mere gennemsigtighed for borgerne. 

Det drejer sig bl.a. om en afskaffelse af plejehjemsoversigten, der gør det muligt for borgerne at sammenligne plejehjem på en række parametre. Det lykkedes dog ikke for kommunerne at få regeringen med på at afskaffe plejehjemsoversigten. 

Derimod er det bl.a. lykkedes for kommunerne at få afskaffet kravet om kontering af de kommunale udgifter på omkostningssted, der netop bl.a. er etableret med henblik på at få retvisende økonomioplysninger på institutionsniveau.

Kommunerne er dog ikke den eneste velfærdsproducent med monopolmagt, der ikke bryder sig om gennemsigtighed. Danske Regioner har tilsvarende problemer med få skabt gennemsigtighed hos de praktiserende læger. Her er situationen bare, at det offentlige (regionerne) står overfor et privat velfærdsmonopol (de praktiserende læger). Den manglende gennemsigtighed og deraf følgende manglende opfølgning på afregningen for lægernes ydelser har været dokumenteret flere gange af Rigsrevisionen og i en række pressehistorier – senest i historierne om Alles Lægehus og læger der behandler sig selv. 

Manglende opfølgning på afregningsreglerne er naturligvis altid et problem. Det er dog formentlig et endnu større problem, at den manglende gennemsigtighed og de praktiserende lægers monopolmagt – som de udøver gennem deres organisation PLO – ifølge Danske Regioner i høj grad står i vejen for konkurrence og udvikling i det primære sundhedsvæsen. 

Danske Regioner har en række forslag til, hvordan man kan skabe øget gennemsigtighed hos de praktiserende læger. Blandt de bedste forslag fra Danske Regioner er, at de privatpraktiserende læger skal aflægge årsregnskab, og at der skal være bedre adgang til at analysere data for aktiviteten os de privatpraktiserende læger. Det er præcis det samme, man burde forlange af alle plejehjem – uanset om de er offentlige eller private. 

Det er således lige meget om velfærdsmonopolet er offentligt eller privat. Den manglende gennemsigtighed og manglende konkurrence står i begge tilfælde i vejen for, at borgerne kan få mest muligt velfærd for deres skattekroner. 

Derfor bør man bekæmpe både offentlige og private velfærdsmonopoler med de samme midler, som er øget konkurrence gennem liberalisering af området og øget gennemsigtighed gennem krav om regnskaber, adgang til analyser af relevante data osv. 

Man må således som borger og forbruger af velfærdsydelser i Danmark håbe, at det lykkes for regeringen at få skabt mere gennemsigtighed og mere konkurrence for både plejehjem og praktiserende læger på trods af stærk modstand fra velfærdsmonopolerne. 

Hvis SVM-regeringen viser sig at have styrken til for alvor at overvinde velfærdsmonopolmodstanden, vil det i sig selv kunne bevise, at dannelsen af en bred regering hen over midten har haft en kæmpestor berettigelse.

Bragt i JP den 30. marts 2024