Boganmeldelse: ‘Overskudskvinder’ løser ingen problemer ved at belære kvinder med løftede pegefingre

Af Line Andersen
Bragt i Altinget d. 18. marts 2025.

Line Andersen har anmeldt bogen ‘Overskudskvinder – økonomernes vej til det lige og frie liv‘ af Nina Smith og Anne-Mette Barfod, der udkom 7. marts 2025, for Altinget.

’Overskudskvinder’ er en bog, der handler om, hvordan kvinder kan blive en overskudsforretning, både for sig selv og for staten. Dermed griber bogen fat i nogle aktuelle samfundsdebatter.

Da bogen har to formål, vil jeg først forholde mig til den del, der handler om at kvinder kan blive en overskudsforretning for sig selv. Grundlæggende opfodrer bogen til, at man tager ansvar for sine egne valg. Derfor består nogle af bogens råd i, at man bør lønforhandle, uddanne sig inden for et fag med høj indkomst og gå efter et topjob, hvis man ønsker en høj løn. Vælger man at arbejde mindre, så kommer det med en omkostning i form af en mindre lønpose. Hvad der giver mest værdi, må dog være op til den enkelte kvinde.  

Isoleret set er der tale om gode råd, hvis man har et mål om et liv med høj indkomst. Dog falmer de gode intentioner i lyset af bogens andet formål: hvordan kvinder kan blive en overskudsforretning for staten. Så hvilken interesse tjener de gode råd? Som læser efterlades jeg med fornemmelsen af, at rådene mest af alt tjener velfærdsstatens interesser. 

Bogen skitserer, at hvis for mange kvinder vælger at arbejde deltid, vil konsekvensen i praksis være, at den offentlig omsorg rulles tilbage, og kvinder vil blive afhængige af mandens løn. I dag er kvinder i stedet afhængige af velfærdsstaten. Men er det virkelig enten-eller? Det er en diskussion, jeg håber, der vil blive grebet i kølvandet på bogen. 

Forfatternes analyse er, at den nuværende velfærdsstat ikke kan opretholdes, hvis ikke nok vil arbejde og betale de høje skatter. Spørgsmålet er så, hvordan forfatterne forestiller sig, at det problem løses. Bogen introducerer ikke nogen løsningsforslag, og det fremhæves flere gange, at vi lever i et frit samfund, hvor man kan arbejde deltid, hvis man vil. I stedet opfordrer forfatterne til, at man tænker over, hvilke konsekvenser det har, hvis man arbejder deltid.  

Det er paradoksalt, at forfatterne tydeligt er fortalere for en velfærdsstat, samtidig med at det problematiseres, at særligt kvinder arbejder deltid. Velfærdsstaten er nemlig skruet sammen, så den giver incitament til at arbejde deltid. Lige meget hvor meget man betaler i skat, har man adgang til de samme skattefinansierede velfærdsydelser. Grundlæggende har man meget frihed til at vælge sin arbejdstid, men ikke så meget ansvar. I en velfærdsstat bliver deltid gjort til asocial adfærd, hvilket bogen også er et eksempel på. Men sådan behøver det jo ikke at være. Hvis vi i stedet havde et velfærdssamfund, hvor borgerne i højere grad selv finansierede deres forbrug af velfærdsydelser, ville de også i højere grad selv bære omkostningen ved at vælge deltid, uden at det er asocialt. 

Forfatterne beskriver da også, at vi er på vej ind i et forsikringssamfund. Eksempelvis har 2,7 millioner danskere en privat sundhedsforskning. At så mange ønsker et supplement til den kollektive forsikring i velfærdsstaten må være en indikation af, at den offentlige omsorg ikke er tilstrækkelig. I stedet for stædigt at holde fast i, at en kollektiv ordning er den eneste vej frem, bør man overveje, hvordan staten kan indrettes til borgerne, fremfor at borgerne bør indrette sig efter staten. Dermed kan både frihed og ansvar balanceres. 

Bogen forsøger at svare på, hvordan kvinder kan undgå at falde i ”deltidsfælden”. For hvis flere arbejder fuldtid, vil det være til gavn for både deres egen økonomi og for velfærdsstaten. En årsag til, at kvinder i højere grad end mænd arbejder deltid skyldes, at det i et forhold ofte er manden, som tjener mest. En forklaring i bogen er, at kvinder typisk gifter sig med mænd, som er tre år ældre end dem selv. Derudover er der også en generel tendens til, at kvinder finder sammen med mænd, der tjener mere end dem selv. Hvad årsagen til det er, kan der være mange forklaringer på. Men det er altså ikke så mærkeligt, at et par indretter sig således, at den part, der tjener mest, arbejder fuldtid, mens den anden part eksempelvis går på deltid og tager sig af børnene i en periode.  

Spørgsmålet er så, hvordan man løser det problem? Og om det i virkeligheden er et problem, der skal løses? For det må jo kræve, at kvinder over en bred kam ændrer deres præference for at gå efter mænd, der tjener mere end dem selv. Eller sagt på en anden måde, at mænd skal ændre præference for at gå efter kvinder, der tjener mindre end dem selv. For mig at se, vil det kræve betydelige kulturelle forandringer, der ikke kommer over natten – og som hverken kan eller skal løses politisk. 

Det er svært at se, hvordan bogen skal lykkes med at gøre kvinder til en overskudsforretning for staten. Incitamenterne til eksempelvis at gå på deltid ændres der ikke på, hvilket gør det svært at forestille sig, at tendensen til lavere arbejdstid vil vende. Derfor må det være uundgåeligt, at forfatterne bliver nødt til at udfordre de store incitamentsproblemer forbundet med velfærdsstaten.  

Jeg savner derfor, at bogen – ud over opfordringen til at kvinder skal være på fuldtid – præsenterer et samlet konstruktivt løsningsforslag til en ellers vigtig debat: hvordan skal fremtidens velfærdssamfund se ud? Som økonom er det svært at tro på, at incitamentsproblemer kan løses med formaninger og løftede pegefingre.  

Bogen stiller relevante spørgsmål om fremtidens velfærdssamfund og byder på gode råd til den enkelte. Rådene falmer dog i skyggen af, at de primært synes at tjene velfærdsstatens interesser. Desværre løser bogen ikke velfærdsstatens incitamentsproblemer. Et formål med en debatbog må dog være at starte en debat. Denne anmeldelse må være et eksempel på, at bogen lykkes med netop det. Jeg har vaklet mellem om bogen skulle have 3 eller 4 A’er. På opfordring af forfatterne vil jeg forsøge at bryde ud af flinkeskolen, og giver derfor bogen 3 A’er.