De dumme og de onde
»Når blå mennesker bliver rigtigt gale på røde mennesker, så siger de: Du er dum! Og når røde mennesker bliver rigtigt gale på blå mennesker, siger de: Du er ond!« Ordene er Henrik Dahls (LA) og de faldt for nylig i P1 Debat, hvor blandt andre Dahl og jeg begik lidt borgerlig selvransagelse efter valgnederlaget.
Grundlæggende er jeg enig med Dahl. Et godt eksempel er Joachim B. Olsen, som har fået prædikatet »ond« fra godhedsmonopolisterne på venstrefløjen. Dog står det værre til end anført af Dahl. For man møder også borgerlige, der har annammet kritikken og begyndt at kalde sig selv for onde. Ikke fordi de som sådan betragter sig selv som onde mennesker, men fordi de foretrækker, at markedet fordeler ressourcerne frem for politikerne, og de har lært, at det gør dem onde i andres opfattelse. Ikke bare når vi omgås på markedet, men sådan i det hele taget.
I min optik er dette en vigtig nøgle til at forstå, hvad det er for en krise, som det borgerlige Danmark befinder sig i. Venstrefløjen har vundet patent på godheden, fordi vi på højrefløjen tilskrives det menneskesyn, der klarest er fremsat i Adam Smiths klassiske værk »Nationernes Velstand« fra 1776. Her er den udbredte forståelse, at mennesket fremstilles som et autonomt væsen af »Gordon Gekko«-varianten, der hovedsagelig er motiveret af en snæver, økonomisk egeninteresse. Denne konklusion følger ofte med henvisning til følgende fortærskede Smith-citat: »Det er ikke fra slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men fra deres hensyn til deres egeninteresse«.
Men denne fremstilling af det borgerlige menneske ligger milevidt fra Adam Smiths egentlige menneskesyn. Ifølge Adam Smith er mennesket nemlig grundlæggende et sympatisk væsen. Ikke snævert egoistisk, men sympatisk. Det interessante ved Smiths tænkning er, at denne sympati manifesterer sig i mennesket som tre centrale dyder: Som godhed (sympati for andre), egeninteresse (sympati med sig selv) og som retfærdighed (hvor sympatierne opvejes mod hinanden).