Børn skal ikke betale prisen for Københavns Kommunes dårlige prioriteringer

Skrevet af Jes Brinchmann

Bragt i Berlingske den 10-09-2024

Når institutioner, der burde være sikre og trygge baser for vores børn, forvandles til steder præget af kaos og omsorgssvigt, er der noget alvorligt galt.

For hvad er den offentlige velfærdsmodels formål egentlig, hvis den ikke kan beskytte lige præcis de svageste iblandt os?

Berlingske bragte 2. september historierne om Frigga og Paloma, der tydeligt viser, hvordan Københavns Kommune svigter de børn, der har allermest brug for støtte.

Frigga, blot tre år gammel, blev udsat for mistrivsel i en institution, hvor uro, personalemangel og overbelægning var dagens orden. En anonym pædagog advarede forældrene med ordene:

»Som flue på væggen ville I være bange.« Og de havde god grund til bekymring. I dag beskriver Frigga sin tid i børnehaven som »der, hvor jeg altid blev slået«.

Jeg undrer mig over, hvordan dette kan ske i et land, der bruger så mange ressourcer på offentlig defineret velfærd. Tilmed lider Københavns Kommune ikke ligefrem af pengenød. En analyse fra CEPOS viser, at kommunen bruger flere penge på administration end de mest omkostningsbevidste kommuner, hvilket viser, at der kunne frigøres betydelige ressourcer til at støtte børn som Frigga og Paloma fremfor administration.

Måske Københavns Kommune på papiret kan forsvare sig med at have »handlet inden for lovens rammer« med henvisning til økonomiske og politiske prioriteringer. Men hvor meget er sådan en juridisk besværgelse værd, når børnene kommer hjem med ar på sjælen? Handler kommunen etisk ansvarligt?

Én ting har Københavns Kommune i hvert fald fuldstændig ret i: Det hele handler om prioriteringer. Men det er de forkerte prioriteringer, der gør skade. Sandheden er, at velfærdsstatens problemer stikker langt dybere end noget, der kan løses med økonomiske plastre.

Vi har brug for et fundamentalt opgør med en offentlig velfærdsmodel, der fejler, hvor det gælder mest. Det kan ikke være rigtigt, at ledere, der ignorerer børn og forældre, fortsætter uden skyggen af ansvar. Ledelse uden ansvar er ikke ledelse, det er administration af elendighed.

Vi skal turde tænke velfærd anderledes og bryde med de ensrettende offentlige løsninger i de samme gamle monopoler. Det kommunale selvstyre er skruet sådan sammen i dag, at borgerne på alt for mange områder reelt set ikke har mulighed for at fravælge kommunens institutioner.

Sagt helt firkantet, så står borgere, som oplever forringelser i deres velfærd fra det offentlige, på herrens mark. En oplagt løsning er at flytte ud af kommunen. Det er bare ikke oplagt, hvis man har børn med særlige udfordringer.

Så hvad er løsningen? Hvis pengene fulgte børnene, ville forældre have bedre råd til og mulighed for at vælge kommunens institutioner fra, hvilket kunne skabe en naturlig konkurrence om kvalitet og service. Det ville flytte mere magt over til dem, der kender børnenes behov bedst: forældrene. Hermed undgår de forhåbentlig at skulle sagsøge kommunen for at få et anstændigt pasningstilbud til deres børn. Og bruge tid og kræfter på andre ting end deres børns trivsel.

Vi har brug for en reel forandring, hvor vi kræver mere af dem, der har ansvaret. For det er børnene, der betaler prisen, når velfærden fejler – og det er simpelthen ikke godt nok. Børnene fortjener bedre, og det er på tide, at vi som samfund gør noget ved det.