Central styring af økonomien virker ikke

Under de første uger af nedlukningskrisen var opbakningen til statens hårde, centrale styring stor. Mange – også borgerlige – roste den store, stærke stat, der fra centralt hold skulle planlægge os ud af krisen. En del så ligefrem covid-19-epidemien og nedlukningen som beviset for, at markedsøkonomien har tabt, og at fremtiden derfor bør indebære mere central styring af økonomien. Men de mange eksempler på uforståelige regler, forvirrende vejledninger og uklare meldinger fra centralt hold, som vi har været vidne til de seneste uger, viser med al tydelighed problemerne med central styring.

Ingen centraladministration i verden kan skrive vejledninger og regler, som dækker enhver tænkelig situation og samtidig forekommer borgerne fornuftige. Samfundet er simpelthen for komplekst, udviklingen går for hurtigt, og menneskers mål, ønsker og adfærd er for forskellige til, at central styring virker. Forleden fik Apple f.eks. besked på, at det formentlig var i strid med GDPR-reglerne, at de tog temperaturen på deres kunder for at begrænse smitterisikoen. Selv om det er tvivlsomt, at temperaturmålinger overhovedet giver mening, så viser eksemplet meget tydeligt problemerne i at have et samfund baseret på ufleksible regler, når tingene ændrer sig hurtigt. Manglen på håndsprit i starten af epidemien skyldtes også til dels, at virksomheder ikke kunne få tilladelse til at omstille produktionen.

Derfor bør de seneste måneders oplevelser snarere få os til at tænke i mindre central styring af økonomien end mere. De seneste 30 år er regelmængden i Danmark næsten tredoblet. Og eksemplerne fra tiden før covid-19 var ikke mindre tossede. Hvilken mening er der f.eks. i, at en smørrebrødsbutik får et påbud, fordi rejemadderne har for få rejer i forhold til opskriften, når kunderne kan se rejemadden i montren?

De mange regler påfører danske virksomheder unødige omkostninger til bureaukrati og gør det sværere for danskerne at omstille deres liv til en moderne fremtid. Og det koster. Forskning fra USA yder på, at 1 pct. stigning i regelmængden koster mellem 0,4 og 0,7 pct. vækst i bnp. Hvad har en gennemsnitlig vækst i regelmængden på 3,6 pct. om året i 30 år kostet danskerne?

Regeringen bør derfor iværksætte en dereguleringsreform, der virker. Den nye styrelse, der bl.a. skal forberede Danmark på fremtidige epidemier, kunne f.eks. starte med at se på den regulering, der forhindrede virksomhederne i at levere håndsprit, værnemidler og andre produkter og services, der er højt værdsat under en epidemi (hvorfor har vi f.eks. ikke set private virksomheder tilbyde test til danskerne mod betaling?) Og så bør man indføre et regelloft, så enhver ny regel skal finansieres ved afskaffelsen af en eksisterende. Det vil motivere centraladministrationen til at fjerne de mest skadelige regler og derigennem reducere den centrale styring af landet.

Kommentar bragt i Børsen d. 19. maj 2020.