Igennem de seneste år er der kommet stigende fokus på CSR – Corporate Social Responsibility. Et fokus, der har betydet, at offentlige myndigheder nu i øget grad i forbindelse med offentlige indkøb stiller flere og nye krav til deres leverandører. En ny analyse fra CEPOS konkluderer dog, at generelle CSR-krav både er i strid med udbudsretten, konkurrenceforvridende og administrativt byrdefulde for virksomhederne.
I Staten og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) og Statens Indkøb under Finansministeriet stilles i øget omfang krav til leverandørerne om bl.a. at efterleve principperne i FN’s Global Compact. For at blive leverandør på en SKI-kontrakt, skal virksomhederne derfor kunne gøre rede for, hvordan f.eks. produktions- og arbejdsvilkår har været i hele leverandørkæde.
”Som samfund har vi naturligvis en interesse i, at det offentlige opfører sig ordentligt og forsvarligt i forbindelse med sine indkøb. Men kæden hopper af, når kravene, der stilles, bliver af så generel karakter, at de snarere er rettet mod leverandørerne end mod kontraktgenstanden, og derfor bliver umulige for mange virksomheder at opfylde og kontrollere. Det er ikke bare i strid med udbudsretten, men bidrager også til unødige byrder og konkurrenceforvridning”, siger erhvervsjuridisk seniorkonsulent i CEPOS Henriette Kinnunen.
I medfør af udbudsretten er det afgørende, at myndighederne fra sag til sag vurderer, hvilke konkrete CSR-initiativer der er relevante i forhold til det specifikke udbud, ligesom det er afgørende, at kravene formuleres på en så konkret og operationel måde, at de hverken risikerer at få karakter af overordnede hensigtserklæringer eller af irrelevante krav i forhold til kontraktgenstanden. Desuden er det en udbudsretlig forudsætning, at de krav, der stilles i udbudsmaterialet, også reelt følges op af myndighederne efterfølgende.
”Det tendere til symbolpolitik, når myndighederne i udbudsmateriale blot henviser til efterlevelse af generelle principper og ikke vurderer kravenes relevans i forhold til genstanden. Det gør det reelt umuligt for virksomhederne at kontrollere hos deres underleverandører, om kravene efterleves. I stedet for at fremme social ansvarlighed, hvor det er relevant, bliver CSR-kravene i langt højere grad en administrativ byrde for virksomhederne og urealistiske målsætninger, der hindrer særligt de små- og mellemstore virksomheder i at byde. Det er konkurrenceforvridning og skaber en retsusikkerhed for virksomhederne”, konkluderer Henriette Kinnunen.
Dette notat er blevet til med støtte fra Kraks Fonden
