Danskerne takker nej til en krigsskat. Væksthæmmende skattestigninger trækker økonomien i den gale retning

Skrevet af Mia Amalie Holstein

Bragt i Berlingske den 24. marts 2025

En tvungen opgave er landet på danskernes skrivebord: Forsvaret skal oprustes.

Ifølge NATOs generalsekretær Mark Rutte skal vi forvente, at forsvarsudgifterne skal øges fra de nuværende 2,3 procent af BNP til 3,5 –3,7 procent Det svarer til en merudgift på 36-42 milliarder kroner årligt. Men hvor skal pengene komme fra?

En ny meningsmåling udført af Norstat for CEPOS sender et klart signal til politikerne. Kun 16 procent af danskerne mener, at milliardindsprøjtningen i forsvaret primært skal finansieres gennem højere skatter.

43 procent mener, at pengene skal findes blandt statskassens ubrugte midler, altså i det såkaldte fri råderum og via overholdbarheden – som er på 59 milliarder kroner årligt – og 22 procent mener, at pengene skal hentes gennem besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor. De resterende 18 procent har ikke taget stilling.

På flere måder er målingen interessant. Selvom tre af landets største velfærdsfagforbund, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening og BUPL , har været ude og tale for en krigsskat, så synes meningsmålingen at afsløre, at den almindelige borgers betalingsvillighed til staten har nået en grænse.

Måske i erkendelsen af, at der må være nok penge i vores offentlige sektor, som er en af verdens største. At danskerne siger fra, er usædvanligt, men måske ikke så mærkeligt.

Jeg mødte forleden en virksomhedsleder. Han fortalte, at han på et kritisk tidspunkt i virksomhedens historie måtte skære 40 procent af omkostningerne for, at virksomheden kunne overleve. Det gjorde han, fordi det var nødvendigt.

Ved samme bord sad en anden virksomhedsleder, som fortalte, at han netop nu sad i præcis den situation. At politikerne har svært ved finde, hvad der svarer til 2,5 procent af de samlede offentlige udgifter, havde de meget lidt respekt for. Og samme fornemmelse har måske ramt os borgere: I kølvandet på stigende energipriserne, fødevarepriserne og renter, har vi måttet prioritere anderledes for at få enderne til at mødes. Men det var det, der skulle til.

I en tid med stor geopolitisk usikkerhed bør det være vores førsteprioritet, at vi finder de fornødne milliarder til Forsvaret uden at svække dansk økonomi.

Gennemfører vi væksthæmmende skattestigninger, trækker det økonomien i den gale retning.

På samme måde er det en grundlæggende dårlig idé at finansiere Forsvaret ved at indgå i fælles gæld i et EU, hvor 22 ud af 27 EU-lande ikke har holdbare offentlige finanser .

Blandt andet fordi de andre lande ikke har gennemført de nødvendige reformer, som for eksempel at hæve pensionsalderen, som vi gjorde med velfærdsaftalen tilbage i 2006.

At der er brug for økonomisk ansvarlighed, synes mange vælgere på tværs af det politiske spektrum heldigvis at have en god fornemmelse for. Selv for SF, som har slået på tromme for en krigsskat, ønsker kun 25 procent af dem, som ville stemme SF, hvis der var valg i morgen, højere skatter.

Hele 52 procent foretrækker, at forsvarsudgifterne primært skal finansieres gennem statskassen ubrugte midler – vel vidende at der så er færre penge til anden velfærd.

På den borgerlige fløj er billedet endnu mere klart. De borgerlige vælgere afviser generelt, at højere skatter skal være den primære finansieringskilde for Forsvaret. Kun 6 procent er for.

Blandt Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliances vælgere er besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor endda den mest populære svarmulighed med en opbakning på 46 procent

I urolige tider er tryghed en kerneværdi. Også økonomisk tryghed. Mange forveksler måske kampen for velstandsfremgang og mod skattestigninger med egoisme og grådighed. Men i sin essens drejer det sig om at sikre handlefrihed. Både individuelt og som samfundet.

Derfor bør politikerne spidse ører, når befolkningen beder dem prioritere skarpere inden for den eksisterende økonomiske rammer. For det handler i bund og grund om, at borgerne har et ønske om, at vi ruster os til at modstå den krise, vi potentielt er på vej ind i.