De 1 pct. rigeste betaler 8 pct. af skatterne

CEPOS offentliggør i dag et notat, der belyser, hvor meget de 1 pct. og 10 pct. rigeste betaler i skat. Det fremgår også hvad de 10 pct. og 20 pct. laveste indkomster betaler i skat.

”Flere politikere anbefaler, at man øger progressionen i skattesystemet, så den højest lønnede del af befolkningen betaler mere i skat. Man skal være opmærksom på, at de 1 pct. rigeste, svarende til ca. 47.000 personer betaler 8,0 pct. af indkomstskatterne, dvs. aktieindkomstskat, bundskat, topskat etc. Det svarer til, at de 1 pct. rigeste betaler 33,3 mia. kr. i indkomstskat. For de penge kan man finansiere ca. 70.000 offentligt ansatte eller næsten de samlede offentlige udgifter til kontanthjælp og dagpenge. Såfremt man fjernede topskatten, ville de 1 pct. rigeste betale 7,1 pct. af de samlede indkomstskatter. Det ville stadig være en betydelig del af den samlede skattebyrde, der ville komme fra top 1 pct.”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS
 

”De 10 procent rigeste danskeres indkomstskattebetalinger udgør 31,8 pct. af de samlede skattebetalinger. Dermed betaler de 10 pct. rigeste 132,5 mia. kr. i indkomstskatter, og det svarer nogenlunde til de samlede udgifter til folkepension, SU og barselsdagpenge. For 132,5 mia. kr. kan man alternativt finansiere udgifterne til 270.000 offentligt ansatte. De 10 pct. af befolkningen med de laveste indkomster i Danmark betaler 0,3 pct. af indkomstskatterne, mens de 20 pct. med de laveste indkomster betaler 2,5 pct. af indkomstskatterne. Sammenholdes dette med, at de 10 pct. rigeste i dag betaler 31,8 pct. af alle indkomstskatterne, så viser det, at der sker en betydelig omfordeling af forbrugsmulighederne via skattesystemet fra mere velstående til mindre velstående. Danmark er ifølge OECD det 2. mest lige land i OECD.”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS 
 

”I en opgørelse fra OECD fremgår det, at de 1 pct. rigestes andel af den samlede bruttoindkomst i Danmark er den næstlaveste i OECD. I USA udgør de 1 pct. rigestes andel af bruttoindkomsten 17 pct. mod godt 6 pct. i Danmark.  Siden 1980 har der været en tendens til at indkomsten, der tilfalder ”top 1 pct.”, har været stigende i mange lande. Globaliseringen, den teknologiske udvikling, internettet mv. er blandt forklaringerne. Det har øget markedet for ”superstjerner” i sport og underholdningsbranchen, og det har presset deres markedsværdi op. Endvidere er kravene og ansvaret blevet større for topchefer pga. øget konkurrence, hvilket øger lønniveauet. Globaliseringen har også øget værdien af multinationale koncerner, hvilket også har bidraget til højere løn for topchefer. Ligesom globaliseringen også har medført, at topchefer har mulighed for at skifte til et job i udlandet – og ikke bare i hjemlandet. Det forbedrer deres forhandlingsposition. Men blandt forklaringerne er også skattepolitik. Bl.a. er top-marginalskatterne blevet reduceret i mange lande de seneste årtier. Det har medført, at indkomsten før skat fra top 1 pct. er blevet forøget pga. øget arbejdsudbud, mindre skattespekulation mv. Ifølge OECD øger personer med høje indkomster deres arbejdsudbud særlig meget, når marginalskatter over 50 pct. sættes ned.”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS  
 

 ”Vismændene har fundet, at højere marginalskat for de 10 pct. højest lønnede danskere medfører et provenutab for staten. Derfor kan det være svært at øge skattebetalingen fra top 1 pct. og top 10 pct. gennem øget marginalskat på arbejde. Hvis marginalskatten øges, vil mange af de rigeste få forringet incitamentet til at arbejde ekstra, ligesom selvstændige vil få mindre tilskyndelse til at sætte nye projekter i verden, tage imod nye bestillinger mv. I debatten er det også blevet nævnt, at man skal indføre en formueskat, øge arveafgiften eller indføre en transaktionsskat på aktiehandel mv. Problemet er her, at disse forslag vil betyde mindre opsparing og investeringer. Så efter afledte effekter vil skatteprovenuet være meget lille. Faktisk har ECB fundet, at højere kapitalskatter i Danmark giver lavere skatteprovenu”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS 
 

Dette notat er muliggjort ved donation fra Kraks Fonden