Særligt én af Pensionskommissionens anbefalinger fortjener mere plads i rampelyset
Særydelser bør ikke tildeles på baggrund af alder. Det er desværre i stor stil tilfældet i dag.
Udgivet d.
7. oktober 2024 - 15:26
Debat
Befolkning
Beskæftigelse
Ledighed
Pension
Skrevet af Mia Amalie Holstein
Bragt i Berlingske den 7. oktober 2024
I sidste uge satte tal fra Konsulenthuset Ballisager TV 2 News på den anden ende.
Helt overordnet går det rigtig godt for de ældre på arbejdsmarkedet. Siden 2008 er lønmodtagerbeskæftigelsen tordnet op. For de 50+-årige er beskæftigelsen steget med godt 270.000 personer. For de 60+-årige er tallet tæt på 190.000 personer.
Samme tendens slår igennem i beskæftigelsesfrekvensen. I 2008 arbejdede 45 ud af 100 60-64-årige. I 2022 var andelen vokset til knap 69 ud af 100.
En vigtig forklaring på denne udvikling er forhøjelsen af efterlønsalderen fra 60 år i 2013 til 63,5 år i 2022.
Men en ting er beskæftigelse. En anden ting er ledighed. Og det var jo netop ledighedsrisikoen, som konsulenthuset problematiserede. Så lad os se nærmere på det.
Den gennemsnitlige ledighed for alle på arbejdsmarkedet var i 2. kvartal på 2,8 procent, hvilket er lavt. Vi kan ikke forvente en ledighed på 0, da der naturligt vil være ledighedsperioder, som opstår på arbejdsmarkedet, når mennesker skifter job, eller når nyuddannede kommer ud på arbejdsmarkedet.
De 50-54-årige og de 45-49-årige er de to grupper på arbejdsmarkedet med den laveste ledighed, når man fokuserer på personer over 25 år.
Ifølge Danmarks Statistik ligger ledigheden her på 2,1 procent. Derefter kommer de 55-59-årige med en ledighed på 2,2 procent. Begge aldersgrupper ligger således et stykke under den gennemsnitlige ledighed. Der er derfor ikke grund til at være særligt bekymret for ledigheden for denne aldersgruppe. Selv de 60+-årige har en ledighed lige omkring gennemsnittet for alle på arbejdsmarkedet.
Der er heller ikke ifølge Jobindsats meget, der tyder på, at det er sværere for de 50-59-årige at finde job efter ledighed. Ser man på andelen, der er i beskæftigelse seks måneder efter nyledighed, så kommer de 50-59-årige omtrent lige så hurtigt i beskæftigelse igen som de yngre generationer. Kun for de 60+-årige er der tegn på, at det tager længere tid at finde job.
Det bliver ofte fremhævet, at der er en udfordring omkring langtidsledighed for de 60+-årige. Og det er også rigtigt. Men det er måske værd lige at huske på, at der er meget få ledige i den kategori, og dermed endnu færre langtidsledige. Ifølge Danmarks Statistik er 0,4 procent af de 60+-årige langtidsledige. Det svarer til 1.303 personer. Til sammenligning er den samlede beskæftigelse i hele Danmark på over tre millioner personer.
Så selvom Konsulenthuset Ballisager kan have ret i, at ledigheden stiger i starten af 50erne, så er stigningen altså marginal, og hvad der er endnu mere vigtigt, så er ledigheden allerlavest netop i starten af 50erne. Der er således tale om en storm i et glas vand, når konsulenthuset og andre giver det indtryk, at der er udfordringer med ledigheden for de 50+-årige.
Det betyder dog ikke, at vi ikke bør diskutere vores kultur på arbejdsmarkedet. For i den sidste del af vores arbejdsliv er vi mest erfarne. Så hvad er egentlig på spil, siden ledigheden begynder at stige igen? Er det – som Konsulenthuset Ballisager peger på – høje lønforventninger, mangel på digitale og teknologiske kompetencer, eller at man bliver man mindre nysgerrig og udviklingsorienteret, når man bliver ældre? Eller er der lommer af arbejdsmarkedet, hvor ældre diskrimineres?
Dette kan vi naturligvis ikke udelukke. Men lykkeligvis tyder tallene på, at disse forklaringer ikke er særligt udbredt. De ældre er faktisk ret populære på arbejdsmarkedet.
Særydelser bør ikke tildeles på baggrund af alder. Det er desværre i stor stil tilfældet i dag.
CEPOS har opdateret Pensionskommissionens beregninger og set på, hvor mange år en 40-årig kan forvente at have på de forskellige tilbagetrækningsordninger baseret på de tilbagetrækningsmønstre og den levetid, som var gældende i 2022-2023.