De her tre økonomer kan forklare, hvorfor Xi klynger sig til magten – og hvorfor vi er så rige

For det første at emnet er utrolig vigtigt.»Når man først er begyndt at tænke på de[t], er det svært at tænke på andet,«som en tidligere Nobelpristager, amerikanske Robert Lucas, erklærede. For det andet, at det rent statistisk kan være vanskeligt at udrede årsag og virkning.

I år går prisen til amerikansk-tyrkisk-armenske Daron Acemoglu (MIT), britisk-amerikanske Simon Johnson (MIT) og amerikanske James A. Robinson (Chicago).

Deres forklaring på den store internationale forskel i velstand handler om politiske institutioner.

Såkaldt»inklusive«systemer som liberale demokratier med privat ejendomsret, retsbeskyttelse og konkurrence om den politiske magt er klart overlegne, når det drejer sig om at skabe velstand.

Modsat er»ekstraktive«regimer, hvor en elite monopoliserer den politiske magt og anvender den til at»ekstrahere«ressourcer fra resten af befolkningen, relativt fattige.

Ganske vist trækker velhavende lande andre lande med sig blandt andet ved at udvikle ny teknologi, men vi er langt fra at lukke gabet. Velstandsgabet kan heller ikke blot tilskrives, at verdens lande er meget forskelligt udstyret fra naturens hånd, når det gælder naturressourcer, beliggenhed og klima.

F.A. Hayek, Douglas North, James M. Buchanan, Elinor Ostrom og Angus Deaton er eksempler på tidligere Nobelpristagere, der ligeledes har fokuseret på institutioner.

I den forstand er budskabet fra årets Nobelpristagere ikke nyt. De udmærker sig imidlertid ved at yde et banebrydende empirisk bidrag til at vise, at årsagssammenhængen rent faktisk løber fra institutioner til velstand. Altså at lande er rige, fordi de har gode institutioner, snarere end omvendt (eller at de to ting i virkeligheden skyldes noget helt tredje).

I moderne empirisk økonomisk forskning handler det ofte om at finde et såkaldt»instrument«for den faktor, man mener er årsagen i en årsag-virkningskæde.

Kolonisternes dødelighed bestemmer

Årets tre Nobelpristagere har netop, i en opsigtsvækkende artikel fra 2001, fundet et sådant instrument for nutidens institutionelle kvalitet. Det består i dødeligheden for vestlige kolonister, da europæerne koloniserede en lang række lande.

De lande, hvor dødeligheden var lav, fik bedre institutioner, mens kolonier med høj dødelig i højere grad overtog eksisterende eliters»ekstraktion«af ressourcer fra befolkningen. Selvom institutionerne har udviklet sig i mellemtiden, kan der fortsat spores en klar kvalitativ forskel: Lande med høj dødelighed for de første kolonialister har gennemgående fortsat dårligere institutioner. Man kan derfor bruge den oprindelige dødelighed som mål – instrument – for dagens institutioner.

Instrumentet bestyrker hypotesen om, at institutionerne bestemmer velstanden, ikke omvendt.

Dødeligheden for kolonister er siden blevet brugt som instrument af andre. Jeg har selv brugt det i en analyse af, at graden af markedsøkonomi har større betydning for et lands velstand end klimaforandringer. Men instrumentet er også omdiskuteret.

Udover statistiske metoder har de tre betjent sig af historie til at underbygge deres teori. Acemouglu og Robinson samlede en del af det righoldige materiale i bestselleren»Why Nations Fail«. Den handler ikke kun om konsekvenserne af de to typer regimer, men spørger også, hvorfor institutioner skifter – eller: Hvorfor ikke?

Man skulle måske tro, at bedre institutioner ville have det med at fortrænge dårligere. Hvis liberale demokratier med fri markedsøkonomi og politiske rettigheder er bedre til at skabe velstand, hvorfor er de så ikke mere udbredt?

En umiddelbar forklaring kan være, at skiftet ikke nødvendigvis er til fordel for den»ekstraktive«elite. Men hvorfor kan flertallet ikke bruge en del af den velstand, som et skifte til et»inklusivt«system ville skabe til at kompensere eliten med? Hvorfor klæber eksempelvis Putin og hans oligarker sig til magten i Rusland?

Svært at lave troværdig aftale

Alle kunne i princippet blive bedre stillet, hvis de blev betalt for at gå af.

Nobelprisøkonomernes forklaring er, at det kan være svært at lave en troværdig aftale mellem eliten og de fremtidige politiske ledere. Hvordan kan eliten være sikker på, at den vil blive betalt, når de først har sluppet tøjlerne? Men i andre tilfælde har betingelserne været der – for eksempel blev den danske enevælde afviklet fredeligt.

Risikoen for at miste magten kan være årsagen til, at ekstraktive eliter tøver med selv begrænsede økonomiske reformer.

Den kommunistiske ledelse i Kina er i hvert fald i et interessant dilemma.

På den ene side har mere markedsøkonomi skabt et markant løft i velstanden – og dermed også umiddelbart flere ressourcer at beslaglægge for eliten.

På den anden side medfører markedsøkonomi, at nye, uforudsigelige grupper bliver rigere og får magt til at udfordre eliten. Foreløbig har præsident Xi valgt at rulle nogle af de økonomiske reformer tilbage og klynge sig til den politiske magt. Nobelprisen 2024 kan forklare hvorfor.