De lang­som­me­li­ge genåb­ninger er cor­o­na­po­li­tik­kens stør­ste om­kost­nin­ger

Forestil dig, at vi i foråret 2018 havde opdaget, at en coronavirus – som halvdelen af befolkningen, herunder alle de sårbare, var vaccineret imod – var kommet til Danmark. Og at vi havde et omfattende testberedskab, så alle, der havde den mindste mistanke om at være smittet, hurtigt kunne blive testet, samtidig med at sæsonen og vejret var med os.

Tror du, at et bredt flertal i Folketinget havde indført coronapas, lukket diskoteker, indført maskekrav i den kollektive trafik, begrænset antallet af tilskuere til EM på hjemmebane, aflyst festivaler osv.?

Eller tror du, at man havde tænkt, at når vi klarede influenzaerne i 1993/94 og 1995/1996 (som hver især tog livet af tusindvis af mennesker), så klarer vi nok også denne coronavirus? Ville Folketinget i den situation kunne forsvare at lukke ned pga. en virus, der ville dræbe færre, end trafikken gør årligt?

Det er et tankeeksperiment, og vi får aldrig svaret. Men helt ærligt har jeg svært ved at forestille mig det. Og derfor burde politikerne have fjernet covid-19-restriktionerne helt, da de i onsdags forhandlede den seneste genåbningsaftale på plads. Men det skete ikke, og spørgsmålet er hvorfor.

En mulig forklaring er, at mennesker – herunder folketingspolitikere – lider af status quo bias. Når først noget er, som det er, så er vi mennesker tilbageholdende med at ændre det. Og status quo har for længe været, at samfundet er lukket ned. Derfor tager det tid (der føles som evigheder) at komme tilbage til det frie samfund, hvor virksomhederne f.eks. kan tage imod kunderne, som de ønsker.

Den langsommelige genåbning kan meget vel være den største omkostning ved coronapolitikken. Der er efterhånden et meget solidt videnskabeligt grundlag for at konkludere, at smitten aldrig var kommet ud af kontrol, selvom regeringen ikke havde lukket ned. I sit review af mere end 80 studier konkluderer professor Douglas W. Allen, at “forskningen […] har vist, at nedlukninger i bedste fald har haft en marginal effekt på antallet af covid-19-dødsfald. Generelt set skyldes ineffektiviteten af nedlukningerne frivillige adfærdsændringer”.

Allens pointe er, at vi mennesker – selv i en situation uden statslig nedlukning – ændrer adfærd og “efterligner” en nedlukning, når smitten i samfundet er høj. Barer, værtshuse, koncerter m.v. ville i vid udstrækning have mistet kunder, uanset om der var lukket ned eller ej.

Til gengæld ville kunderne – hvis ikke der var lukket ned – være kommet tilbage, når smitten var lav. Men det forhindrer, at restriktionerne til stadighed kan ske i fuldt omfang. Horesta vurderer f.eks., at coronapasset koster branchen én mia. kr. i omsætning om måneden. Et coronapas, der altså fastholdes, på trods af at sårbare og ældre er vaccineret, få dør, og indlæggelser og smittetal styrtdykker.

Det er ude af proportioner. Og status quo bias er ikke en undskyldning.

(Bragt i Børsen d. 29. juni 2021)