Skrevet af Otto Brøns-Petersen
Bragt i Børsen den 4. september 2024
De såkaldte skatteudgifter er svulmet i al ubemærkethed. Ifølge Skatteministeriets opgørelse er de steget med en tredjedel fra 2020 til 2021 og frem. Langt størstedelen skyldes de massive afgiftsrabatter til el- og hybridbiler i registreringsafgiften, som i samme periode er vokset med over 17 mia. kr.
Skatteudgifter er skatteregler, der begunstiger specielle formål på samme måde som offentlige tilskud.
Er der ikke bare grund til at glæde sig på bilisternes vegne over, at den traditionelle overbeskatning af biler nu tilsyneladende er på vej ned? Desværre ikke. Konventionelle biler er stadig overbeskattet.
Køberne af el- og hybridbiler sparer umiddelbart et stort beløb i registreringsafgift, men det er jo betinget af, at de foretager et politisk bestemt valg. For den marginale bilkøber bliver hele afgiftsrabatten slugt af ulempen ved at skulle købe en bestemt teknologi. Skatteudgifterne til elektrisk drevne biler er først og fremmest statsstøtte til en bestemt teknologi, ikke bilisterne.
Hvor konventionelle bilers skadesomkostninger i form støj, ulykker, sundhedsskader og klima er klart overbeskattet, er de underbeskattet hos de elektrisk drevne biler. De betaler ikke alene lavere registreringsafgift, men også billigere ejerafgift og brændstofafgifter.
Det kan undre, at erhvervsministeren i sit finanslovsforslag, angiveligt modstræbende, skruer op for den grønne statsstøtte og henviser til, at andre lande også gør det. Især den grønne statsstøtte i USA har skabt opmærksomhed. Og en stor del af Bidens statsstøtte går netop til elbiler, som vi altså i forvejen støtter massivt.
Ganske vist går støtten ikke til danske producenter, men det er alene, fordi der ikke er nogen. Og når det gælder vedvarende energi, er der både omfattende statsstøtte og dansk produktion. Omfanget af statsstøtte i EU’s genopretningsplan var endda allerede større end den plan, Biden siden kom med.
Det må også undre, at erhvervsministeren til stadig hævder, at udenlandsk statsstøtte kræver et dansk gensvar. Det er der simpelt hen ingen god begrundelse for i økonomisk teori. Statsstøtte rammer entydigt det land selv, der gennemfører den.
Det såkaldte Frigast-udvalg leverede tidligere i år en glimrende rapport, som opstiller gode kriterier for offentlige støtteordninger og oplister eksisterende støtteordninger, som ikke lever op til dem.
Det havde været meget mere perspektivfuldt, hvis regeringen havde foreslået at erstatte støtteordninger med generelle forbedringer af rammebetingelserne, f.eks. lavere selskabsskat.
Og man kunne rolig have taget skatteudgifterne til elbiler med i købet, selv om de ikke figurerer som “erhvervsstøtte”.
De kunne dog med fordel også bruges på bilafgiftsreform, som konsekvent og teknologineutralt beskatter de ægte eksterne omkostninger, hverken mere eller mindre.
