Den offentlige sektor kan ikke løse alle problemer. Det er en sandhed, ikke mange politikere har lyst til at sige højt

Skrevet af Karsten Bo Larsen

Bragt i Jyllandsposten den 4. februar 2025

Alle områder i den offentlige sektor ønsker sig flere penge, hvis man spørger medarbejderne og brugerne. De vil helt sikkert også kunne redegøre for alt det gode, som man kunne gøre med flere midler til lige netop deres område.

Ved fastlæggelsen af det offentlige budget kan man naturligvis ikke beslutte at bruge markant flere penge på alle områder. Særligt ikke, hvis man ønsker at føre en ansvarlig økonomisk politik, hvilket stort set alle partier i Folketinget støtter op om.

Derfor er det en helt nødvendig og meget vigtig del af politik at foretage prioriteringer. Når politikerne vælger at give større bevillinger til et område, vil det samtidig være en beslutning om ikke at prioritere en lang række andre områder, der ikke får tilført yderligere bevillinger.

Når man skal vurdere, hvorvidt en ny merbevilling er en god politisk beslutning, er det altså ikke nok at se på alt det gode, som pengene forventes at kunne gøre på det pågældende område. Vi bør derimod holde dette op imod, hvad vi i stedet kunne have fået for pengene i den bedste alternative anvendelse (økonomer kalder det for alternativomkostningen ved beslutningen). Kunne vi have fået noget bedre for penge ved at bruge dem anderledes?

Når politikerne giver større bevillinger til et område af den offentlige sektor, har vi desværre næsten aldrig en debat om den bedste alternative anvendelse. Årsagen er, at det altid er mere rart for politikerne at vise handlekraft over for vælgerne ved at fortælle om alle de områder, som de har valgt at gøre noget godt ved, hvorimod de helst ikke vil ind på, at opprioritering af et område nødvendigvis indebærer, at man har en lavere prioritering af en lang række andre områder.

Et godt eksempel på dette er, da der lige før jul 2024 endnu en gang blev vedtaget en merbevilling til fødselsafdelingerne på de danske hospitaler, der bliver tilført yderligere 68 mio. kr. årligt fra og med 2025. Dette initiativ bygger oven på de 475 mio. kr., der er tilført fødeafdelingerne i perioden 2022-2025.

En kvalificeret debat om behovet for opprioritering af et område i den offentlige sektor bør altid tage udgangspunkt i de tilgængelige data for den historiske udvikling i ressourceforbrug, kvalitet af ydelserne osv. på det område, som man ønsker at opprioritere.

Derfor lavede vi i Cepos et notat, hvor vi gennemgår de umiddelbart tilgængelige officielle objektive data, der kan beskrive udviklingen i ressourcer, kvalitet og medarbejdertrivsel på fødselsområdet fra 2007 til 2024.

Det tegner et billede af, at der gennem årene er kommet markant flere jordemødre set i forhold til det faldende antal fødsler.

Desuden ser der ikke ud til at være særligt store generelle problemer med sygefravær set i forhold til sammenlignelige faggrupper. De flere personaleressourcer har udmøntet sig i en stigende kvalitet med færre komplikationer og generelt set meget høj tilfredshed hos de fødende.

Det viser for det første, at det umiddelbart er meget svært at få øje på det efterslæb og behov for genopretning, som politikere har brugt som begrundelse for at tilføre endnu flere ressourcer til fødselsområdet fra og med 2025.

Ud over de spørgsmål til det faktuelle grundlag for den politiske beslutning om øgede bevillinger til fødselsområdet, som vores analyse rejser, bør den også give anledning til at spørge politikerne om, hvorvidt pengene kunne være brugt bedre på andre mere trængende områder, der ikke på samme måde har været kendetegnet ved øgede ressourcer og forbedret kvalitet gennem en meget lang tidsperiode? Det kunne f.eks. være: ”Hvorfor skal fødselsområdet opprioriteres endnu en gang, når der er store problemer med historisk lange ventetider på en række operationer og lange ventetider på udredninger af unge med psykiske problemer?”

Et andet eksempel er, at man på finansloven for 2025 har igangsat et pilotforsøg med skolemad. En ordning med gratis skolemad kan i sidste ende komme til at koste skatteyderne 5,6 mia. kr.

Her er det afgørende, at vi ikke bare har en snak om, hvorvidt gevinsten ved skolemad er større end omkostningen på 5,6 mia. kr.

Vi bør i stedet diskutere, om vi kunne få en endnu større gevinst ved at prioritere pengene på noget helt andet. Man kunne i første omgang f.eks. spørge: ”Giver det i vores vildeste fantasi mening overhovedet bare at overveje at bruge 5,6 mia. kr. på skolemad, når kommunerne mener, at de mangler et beløb i samme størrelsesorden for at kunne sikre rimelige forhold for brugerne på det specialiserede socialområde uden nedprioritering af den øvrige kommunale velfærd?”

Et tredje eksempel er, at der siden 2011 er kommet 22.000 flere ledere og administratorer i staten. De laver alle formentlig stort set alle noget, der både er vigtigt og giver mening.

Hvis man ser isoleret på dette fænomen, kan det således være meget svært at finde noget, som man kan skære væk, hvilket den megen debat om regeringens forsøg på at fjerne bare sølle 1.000 årsværk viser. Selvfølgelige forsvinder der nogle ydelser, når man reducerer i antallet af bureaukrater, og der har stort set udelukkende været fokus på disse tab isoleret set.

Spørgsmålet bør være, om disse opgaver er vigtigere end det, som man kunne bruge ressourcerne til på andre områder. Her kunne man f.eks. spørge: ”Kan vi i vores vildeste fantasi forestille os, at denne administrative opgave er det vigtigste, som vi kan bruge pengene og de veluddannede personaleressourcerne på, når der samtidig mangler kvalificerede undervisere i grundskolen?”

Ovenstående er kun nogle få eksempler, der skal illustrere, hvorfor det er vigtigt, at prioriteringer og alternativomkostninger kommer til at fylde mere i den politiske debat, da vi ellers kommer til at træffe dårlige beslutninger.

Man kunne komme med mange flere eksempler, og man kunne stille mange andre spørgsmål end dem, som jeg har givet eksempler på her. I den forbindelse kunne man jo f.eks. også spørge, om det bedste alternativ til øgede offentlige udgifter ikke også nogle gange kunne være at give pengene tilbage til borgerne, så de selv kan bruge dem på den type privat forbrug, der giver mest velfærd for dem – selvom jeg ved, at det vil være et meget kættersk alternativ for mange af aktørerne i den danske velfærdsdebat.

Endnu mere kættersk er det nok, at en politisk debat om prioritering jo baserer sig på den sandhed, at den offentlige sektor ikke kan løse alle problemer – noget, politikere og mange borgere nødigt vil indrømme over for sig selv og andre. Derfor er det vigtigt, at det politiske fokus og skattekronerne prioriteres til de største og vigtigste problemer.