Den øverste marginalskat udgør i Danmark 71 pct., når man indregner såvel indkomstskat som afgifter på varer og tjenester. Med andre ord: Når en person på øverste skattetrin tjener 100 kr. ekstra, er det kun ca. 29 kr., der går til køb af varer og tjenester. Resten går til kommunen og staten.
Den høje marginalskat gør det mindre attraktivt at arbejde ekstra og mere attraktivt at holde fri. Når man skal vurdere, hvordan skattesystemet forvrider beslutningen om, hvor mange timer der skal lægges på arbejdspladsen, er det marginalskatten inklusiv afgifter, der er relevant. Arbejdsudbuddet afhænger nemlig af, hvor mange varer og tjenester, der kan købes for en ekstra arbejdstime. Konsekvensen heraf er, at afgiftslettelser øger arbejdsudbuddet.
I perioden 2001-2009 sænkes den øverste marginalskat med 0,9 pct.point, hvilket skyldes omlægningen af SP-bidraget og en reduktion i afgiftstrykket. Den nye skattereform sænker ikke den øverste marginalskat. Såfremt reformen ikke var gennemført, ville den øverste marginalskat i 2008 blive sænket med yderligere 0,2 pct.point, da arbejdsmarkedsbidraget skulle sænkes med 0,5 pct.point. Denne reduktion udebliver som følge af reformen. Den sammensatte marginalskat for lav- og mellemindkomster er siden 2001 reduceret med 7 hhv. 6 pct.point, når den nye skattereform er indfaset i 2009. Denne lettelse skyldes hovedsageligt, at grænsen for betaling af mellemskat i perioden flyttes med ca. 100.000 kr. Dermed lettes marginalskatten for lav- og gennemsnitsindkomster 6-8 gange mere end for højindkomster.