CEPOS logo

Der skal indføres en bureaukratilov efter samme principper som budgetloven

Udgivet d.

29. april 2025 - 15:43

Debat

Beskæftigelse

Offentlige udgifter

Af Jes Brinchmann
Bragt i Berlingske den 29. april

For nylig faldt jeg over et opslag på det sociale medie X, hvor LA-folketingsmedlem Ole Birk Olesen mindede os om noget, vi har haft alt for let ved at fortrænge.

Under Mette Frederiksens ledelse er statens udgifter til administration steget med 13,5 milliarder kroner. Det er et svimlende beløb og symptom på noget dybere og mere bekymrende: Et samfund, hvor bureaukratiet har fået sit eget liv.

Ole Birk Olesen påpeger, at vi for bare ni milliarder kroner kunne fjerne både den kommende mellemskat og toptopskat og sikre, at ingen betaler mere end halvdelen af deres løn i skat.

Hvorfor har vi et samfund, hvor antallet af administratorer i staten skal forsvares med næb og kløer, frem for at danskerne kan beholde flere af deres egne penge efter skat?

Der går ikke en lige linje fra flere ansatte i staten til bedre velfærd. Hvis der gjorde, ville debatten om manglende ressourcer til sundhed, skoler og psykiatri være forstummet for længst. Velfærd defineres ikke af statslig administration. Velfærd er ikke flere møder, mere lovgivning og endnu et lag af intern koordinering.

CEPOS’ egne data viser, at der siden 2011 er kommet 23.600 ekstra fuldtidsstillinger i staten. Og det er ikke frontlinjepersonale. Vi har renset tallene for politibetjente, dommere, anklagere og andre med direkte borgerrettede funktioner.

Under SVM-regeringen er antallet statslige administratorer vokset med 5.400. Alt imens regeringen lover at skære 1.000 stillinger væk. Det kan dårligt betegnes som andet end symbolpolitik. Især når der siden finansminister Nicolai Wammens udmelding i august 2024 blev ansat 874 flere i administrative stillinger. Man skal ikke være økonom for at se, at det ikke hænger sammen.

Det mest slående er dog ikke tallene i sig selv, men den måde, de bliver forsvaret på. Når finansministeren under samråd bliver spurgt til væksten i administrative medarbejdere, taler han om skoler, ældrepleje og sundhedsvæsen – områder, som ligger i kommuner og regioner og ikke indgår i spørgsmålet til åbent samråd om antallet af årsværk i staten.

Når han nævner politiet, ignorerer han tilsvarende, at statsligt ansatte med borgernære opgaver ikke indgår i tallene. Det er vildledende og forstyrrer den nødvendige debat om prioritering af den borgernære velfærd i stedet for mere statslig administration.

Finansministeren henviser også til, at antallet af privatansatte er steget i samme periode. Men det er et underligt argument. Private virksomheder ansætter, når behovet opstår, fordi flere gerne vil købe de varer, som de producerer – og de afskediger, når efterspørgslen går den anden vej. Det er svært at få øje på nogen borgere, der efterspørger mere statslig administration.

Desuden betaler private virksomheder ikke løn med dine og mine skattekroner. De prioriterer. Det burde staten også gøre. Men i fraværet af konkurrence, så tvinges den aldrig til at vælge fra. Der lægges bare endnu et lag oven på det eksisterende. Det er ikke prioritering. Det er opgivelse forklædt som styring.

Derfor foreslår CEPOS – ud over at konkurrenceudsætte det offentlige yderligere – at der indføres en bureaukratilov efter samme principper som budgetloven. Der kom først styr på væksten i de offentlige udgifter, da der kom faste rammer for politikernes forbrugslyst.

Det er på høje tid, at vi som samfund stopper op og stiller spørgsmålet: Hvilket krav ønsker vi at stille til staten? Skal den først og fremmest sikre mest mulig velfærd for skattekronerne, eller skal den fortsætte med at udvide sit eget bureaukrati?

Relateret artikel

Her er hver femte ikke-vestlige indvandrer på førtidspension

8. maj 2025

I 1. kvartal af 2025 var 11,6 % af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension, mens tallet for personer med dansk oprindelse var 6,5 %.

Relateret artikel

Arne-pensionen er en virkningsløs beskyttelsesring, vi bør afskaffe

7. april 2025

Næstformand i 3F, Tina Christensen, kritiserer i Børsen den 28. marts Cepos for at ville nedlægge Arne-pensionen: “Om det regner, sner eller stormer, så er svaret fra Cepos og ligesindede: Skær i de slidte arbejderes rettigheder.”

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed