Derfor bør statslig superfond privatiseres

En markedsfejl består derimod i grundlæggende strukturelle incitamentsproblemer, som kan føres tilbage til, at beslutningstagerne ikke påvirkes af samtlige marginale omkostninger eller gevinster.

Det er blot vanskeligt at se, hvori markedsfejlene består, som kunne begrunde statens engagement i EIFO.

Ikke en markedsfejl

En del af EIFOs virksomhed består i at finansiere iværksættervirksomhed. Men iværksætterfinansiering er ikke behæftet med en markedsfejl. Det findes der også et privat marked for.

Man kan sagtens finde iværksættere, der har svært ved at finde finansiering til deres projekter. Selv projekter, der efterfølgende er blevet store succeser, kan fortælle om at have haft problemer.

Det er blot ikke en markedsfejl, at ikke alle projekter bliver matchet med en investor. Det kan tage tid at finde det rigtige match, og i mange tilfælde er det forventede afkast ikke stort nok givet risikoen.

Man kan dog godt finde en ”fejl” – altså et grundlæggende incitamentsproblem – som forhindrer startups, men den består i en kraftigt forvridende beskatning.

Danmark har nogle af de højeste skatter på aktieindkomst i verden. Det er lidt ironisk, at staten selv tegner sig for at skabe det problem, som kunne begrunde EIFOs iværksætterfinansiering, hvis det ellers fandtes på det private marked.

En anden central aktivitet i EIFO er eksportkreditter. De håndterer den risiko, der kan være forbundet for en virksomhed med at bevæge sig ud på eksportmarkedet. Der kan være god grund til, at en eksportvirksomhed ikke selv kan eller bør binde an med kreditrisikoen.

Men netop allokering af risici er et af de finansielle markedets absolutte hovedområder og kernekompetencer. Det gælder ikke alene forsikringsmarkederne. Mange andre finansielle produkter handler i virkeligheden også om at købe og sælge risici.

Grøn markedsfejl, forkert indgriben

Det tredje fokusområde for EIFO kunne måske umiddelbart lyde som mere oplagt ud fra en markedsfejlsbetragtning. Det er finansiering, der skal fremme grøn omstilling.

Det globale klimaproblem er i sandhed en markedsfejl, som berettiger politisk indgriben.

Men skal det gøres omkostningseffektivt, skal det alt væsentlig ske gennem prissætning af drivhusgasser – og det er jo også den måde, vi håndterer det på, senest med den grønne trepart, som udstrækker prissætningen til udledningerne fra landbrugets biologiske processer.

Innovation kan også være forbundet med en markedsfejlsproblematik, hvis gevinsten delvist tilfalder andre end den, der afholder innovationsudgifterne. Det er imidlertid ikke noget, der er specielt for det grønne område.

Når det er i fokus, skyldes det beslutninger truffet af politikere, som gerne vil markere sig som grønne, snarere end et klart identificeret behov.

Sigende nok finder vismændene i deres seneste Miljøøkonomiske rapport, at den politiske støtte til grøn innovation ikke øger den grønne forskning og udvikling væsentligt, men fungerer som erhvervsstøtte.

Som det lakonisk bemærkes, afspejler det de politiske målsætninger med ordningerne.

EIFO kan altså ikke rigtig begrundes med markedsfejl, men er i sig selv nok snarere udtryk for en række såkaldte statsfejl – altså strukturelle incitamentsproblemer hos de politiske beslutningstagere.

Det kan kun løses, hvis staten trækker sig fra opgaven – sådan som den med succes har gjort på andre finansielle områder tidligere.

Rammerne er problemet

Det er vigtigt at understrege, at kritikken ikke retter sig mod fondens ledelse. Den arbejder for så vidt dygtigt under de rammer og vilkår, politikerne har skabt. Det er netop rammerne for virksomheden, som er problemet.

Der er heldigvis kommet betydelig politisk opmærksomhed det seneste år på EU’s problemer med lav strukturel økonomisk vækst.

En del af dem tilskrives, at udviklingen af det indre marked er gået i stå. Det gælder ikke mindst på det finansielle område, hvor det indre marked tidligere var en vigtig drivkraft gennem blandt andet liberalisering af kapitalbevægelser og -markeder.

Siden finanskrisen er der kommet en tung finansiel regulering af især banksektoren, og de enkelte landes finansielle markeder er meget fragmenterede. Det er nationale ordninger som EIFO med til at fastlåse.

Derfor kunne man håbe på, at EU-landene kunne enes om, at de skal afhænde deres statsdrevne institutioner. Tænk hvis man kunne skabe et fælles, dynamisk marked for eksempelvis startups og teknologidrivende virksomheder som det amerikanske.

Blot er det vigtigt at huske på, at problemerne ikke går væk, hvis man samtidig skaber tilsvarende statsdrevne institutioner på europæisk plan.