Udgivet d.
19. november 2024 - 10:54
Debat
Afgifter
Erhvervsliv
EU
Af Line Andersen
Bragt i Børsen d. 19. november 2024.
Ifølge Donald Trump er told det smukkeste ord i ordbogen. Ordet er da også blevet flittigt brugt.
I sin kampagne har Trump varslet 60 pct. told på kinesiske varer og 10-20 pct. på varer fra alle andre lande. Som vinder af præsidentvalget kan det tyde på, at han har overbevist vælgerne om, at told samlet set er en fordel for de amerikanske forbrugere. Men det er netop dem, der kommer til at betale den højeste pris.
Godt nok vil amerikanske producenter få en konkurrencefordel, men det er på bekostning af, at de ikke kan producere så billigt som i udlandet. Som bekendt: there is no such thing as a free lunch.
Det betyder, at priserne kommer til at stige for de amerikanske forbrugere. Med de højeste varslede toldsatser estimeres det, at Trumps forslag vil koste en typisk amerikansk husholdning mere end 2600 dollar (eller godt 18.000 kr.) om året.
Der er god grund til at være bekymret for, at Trump gør alvor af sine planer og indfører yderligere told på europæiske varer. Alt andet lige må man forvente et eksportfald fra de europæiske markeder. Så hvordan bør EU forholde sig til USA’s protektionistiske politik?
Da Trump i 2018 indførte told på stål og aluminium fra EU, kvitterede EU med en gengældelsestold på en række amerikanske varer.
En ny told kan igen udløse en handelskrig over Atlanten. Men det vil være den forkerte vej at gå. Det er generende for de europæiske virksomheder, der påvirkes af den amerikanske politik, men en straftold på amerikanske varer vil blot gøre det endnu dyrere at være europæer.
Og det er kun de kortsigtede effekter. På længere sigt skader protektionisme velstanden, fordi markederne bliver mindre effektive, og vi i mindre grad kan udnytte den internationale arbejdsdeling.
En yderligere begrænsning af frihandlen vil skade produktiviteten, som i øvrigt er rigeligt under pres i EU.
EU er heller ikke ligefrem en duks, når det kommer til frihandel. Ud over den almene told på varer uden for EU er der netop indført en straftold på op til 35,3 pct. på kinesisk producerede elbiler. Konsekvensen er, at den grønne omstilling i EU bliver dyrere.
Overvejes gengældelsestold af strategiske årsager, kan EU i stedet tilbyde at nedsætte de europæiske toldsatser mod, at USA ikke indfører øvrig told på europæiske varer. På den måde har EU noget at forhandle med, hvor både de amerikanske og europæiske forbrugere vinder frem for at tabe.
Politikerne kan have en kortsigtet interesse i at beskytte hjemlige industrier. Forskellige industrier er dog altid løbende blevet udviklet eller afviklet. Om det sker på grund af naturlig konkurrence eller som konsekvens af udlandets protektionistiske politik, er så vidt ikke afgørende.
Er nogle europæiske industrier ikke konkurrencedygtige, tilpasser de europæiske markeder sig. Man skal altså være varsom med at vægte eksisterende industrier over forbrugernes og den grønne omstillings interesser.
En decideret handelskrig vil nemlig gå værst ud over os selv.
Europa sakker bagud i forhold til USA og Kina. Derfor er det tiltrængt, at Mario Draghi kigger EUs konkurrenceevne efter i sømmene. Men fælles EU-gæld og mere statsstøtte løser ikke problemet.
Er staten en oplagt virksomhedsejer? Erfaringerne tyder på, at svaret er nej. Se blot på SAS, som ikke ligefrem har haft ubetinget succes.
