Udgivet d.
30. november 2021 - 10:57
Debat
Vækst
Fordelingspolitik fylder enormt i politiske diskussioner og også i mediernes dækning af dem. Politik handler i høj grad om at forsøge at skære kagen anderledes, så bestemte grupper får mere på bekostning af andre. Utrolig meget politik motiveres med at ville flytte indkomst fra toppen til bunden af indkomstfordelingen.
Nu og her har kagen naturligvis en given størrelse. Og det kan forklare, hvorfor vi er så besatte af fordelingspolitik. Men på længere sigt er det afgørende for ændringen i levestandarden ikke fordeling, men økonomisk vækst. Altså hvor meget kagen vokser, snarere end dens fordeling. Der er ovenikøbet en velkendt modsætning mellem vækst og fordeling, fordi høje skatter og overførsler har negative konsekvenser for den samlede økonomi. På længere sigt er omfordeling ikke et nulsumsspil, men et negativ-sumsspil.
For at illustrere betydningen af økonomisk vækst i forhold til fordelingspolitik har jeg forsøgt at se på udviklingen de seneste 100 år i Danmark. Det er en periode, hvor vi er gået fra et skattetryk på omkring 10 pct. til den vestlige verdens højeste på 47 pct. Det kan i meget høj grad tilskrives udbygningen af velfærdsstaten navnlig i 1960’erne. Ikke al omfordeling går fra høje til lave indkomster, men i den danske velfærdsstat tegner det sig for langt størstedelen.
Spørgsmålet er nu: Hvor stor en del af indkomststigningen for de laveste indkomster gennem de seneste 100 år skyldes henholdsvis fordelingspolitik og økonomisk vækst? Vel at mærke i en periode, hvor vi har indført en omfattende velfærdsstat med høje progressive skatter og høje overførselsindkomster?
Ser man på de 40 pct. laveste indkomster, så er svaret, at fordelingspolitikken står for mindre end en tiendedel (9,2 pct.). Uden økonomisk vækst ville deres indkomststigning altså have været 90 pct. mindre. Løftet i indkomst fra økonomisk vækst skyldes både den direkte effekt, at alle er blevet rigere, og den indirekte, at væksten gør den omfordelte andel mere værd.
Det er i sagens natur vanskeligt at gå tilbage til en tid, hvor vi blev begavet med langt færre statistiske kilder end i dag. Jeg har imidlertid valgt at lade tvivlen komme fordelingspolitikken til gode. Det er f.eks. forudsat, at hele ændringen i de laveste indkomstsandel skyldes fordelingspolitik, og der er set helt bort fra fordelingspolitikkens negative adfærdseffekter på væksten.
I beregningen indgår borgernes disponible indkomster – det vil sige deres private forbrugsmuligheder. Men der er jo også sket en markant stigning i det offentlige forbrug (uddannelse, sundhedsvæsen osv.). Ændrer det ikke billedet, vil nogen måske tænke?
Borgernes andel af det offentlige forbrug er mere ligeligt fordelt end de disponible indkomster og privatforbruget. Og lægger man værdien af det offentlige forbrug oven i de disponible indkomster, får man rigtig nok mere omfordeling. Men man får også større bidrag fra økonomisk vækst. Her er forklaringen: Det stigende offentlige forbrug er finansieret af stigende skatter, hvilket har udhulet effekten af væksten på borgernes disponible indkomster.
Nettoeffekten af de to ting er, at omfordeling nu kun tegner sig for godt 7 pct. af indkomstfremgangen for de laveste indkomster, mens økonomisk vækst altså samlet tegner sig for næsten 93 pct. Så indregningen af det offentlige forbrug svækker ikke, men forstærker konklusionen om vækstens altdominerende betydning.
Nogen vil måske tænke, at 100 år er lang tid. Hvad sker der, hvis vi ser på kortere perioder? Ser man på indkomststigningen hos de 40 pct. laveste indkomster f.eks. de seneste 50 år, så spiller fordelingspolitikken en større, men stadig underordnet rolle i forhold til vækst. Væksten var tre gange så vigtig som fordelingen i denne periode. Men det mest interessante er måske at se på perioden siden slutningen af 1980’erne. Her har væksten drevet hele indkomstfremgangen – ja, mere end det, fordi de laveste indkomsters andel af de samlede indkomster faktisk er aftaget lidt.
Det er imidlertid overset, hvor meget reformerne har bidraget til den økonomiske vækst. Vi har siden 1986 haft en gennemsnitlig årlig vækst på 1,6 pct. Heraf tegner skatte- og arbejdsmarkedsreformer sig for de 0,5 procentpoint – altså for næsten en tredjedel af væksten. Billedet er det samme frem mod 2030, men kun hvis den allerede besluttede forhøjelse af pensionsalderen føres ud i livet. Derefter vil vi se en vækst, som ligger under, hvad vi har været vant til.
Vækst bør på dagsordenen, også hvis man primært er optaget af indkomsterne i bunden af indkomstfordelingen. Man kan simpelt hen ikke nå ret langt på andre måder. Vækst burde være en dagsorden, som i langt højere grad forenede de politiske fløje. Problemet er, at gevinsterne først for alvor viser sig på længere sigt, hinsides næste valgperiode.
Så til trods for den store fokus på fordelingspolitik i de politiske diskussioner og pressen er den økonomiske vækst langt den vigtigste kilde til stigende levestandard også i bunden af indkomstfordelingen. I hvert fald når man bevæger sig ud over det helt snævre tidsperspektiv. Den økonomiske vækst har spillet den altdominerende hovedrolle selv i den periode, hvor vi har opbygget en enorm velfærdsstat. Og det kan vi selvsagt ikke gøre en gang mere.
Tværtimod tyder meget på, at vi reelt har nået fordelingspolitikkens politiske grænser. Alle regeringer siden 1980’erne har gennemført økonomiske reformer, fordi de voldsomme udgifts- og skattestigninger i 1960’erne og 1970’erne efter velfærdsstatens udbygning skabte store økonomiske ubalancer med bl.a. uholdbare offentlige finanser. Så spørgsmålet er, hvor stort modet er hos politikerne og vælgerflertallet på at gentage eksperimentet med væsentlig skærpet fordelingspolitik, når det kommer til stykket.
Til gengæld er der ikke nok politisk fokus på betydningen af økonomisk vækst. Det kan hænge sammen med, at gevinsterne først for alvor viser sig på lidt længere sigt.
Desværre er vi på vej ind i en langsigtet vækstkrise i Danmark. Produktivitetsvæksten er faldende. Produktivitet er, hvor meget output vi får ud af hver enhed input, f.eks. vores arbejdskraft. Samtidig skrumper også reformviljen. Den nuværende regering er den første i mange årtier, som har forringet de samlede økonomiske strukturer – og kun hårdt presset har fremlagt forslag til at reparere på skaderne.
Et lavvækstsamfund kan imidlertid sætte gang i en farlig politisk dynamik. Jo langsommere vækst, desto større kan presset for mere fordelingspolitik blive – hvilket blot vil hæmme væksten endnu mere. Hvis lavvæksten tilmed skaber en opfattelse blandt store befolkningsgrupper om at være blevet efterladt eller ligefrem snydt, så kan det fremme politisk populisme.
Det er en illusion, at politik er et nulsumsspil. Politik drevet af omfordeling er et negativ-sumsspil, som samlet gør os fattigere. Politik med fokus på vækst er derimod et plussumsspil. Som enkeltindivider kan vi måske nok blive bedre stillet af at skære kagen anderledes, men som samfund kan vi kun, hvis den bliver større.
Bragt i Jyllands-Posten d. 30. november 2021.
Når staten ejer en virksomhed, er dens fornemste opgave ikke længere at maksimere værdien og dermed anstrenge sig til fordel for forbrugerne. Af samme grunde bør staten afvikle sit ejerskab i lufthavnene hurtigst muligt.
Der breder sig en konsensus om produktivitetsproblemet som årsag til den økonomiske træghed i EU. Løsningsforslagene er derimod til tider tvivlsomme.
