Det er en myte, at de rigeste stikker af fra de øvrige indkomstgrupper

“En gruppe af de mest velstillede stikker af fra fællesskabet,” skrev Mette Frederiksen i en kronik i Information i december 2018. Også Peter Hummelgaard, 3F, FH og AE-rådet har skrevet, at de rige ”stikker af” fra resten af os.

Men det passer ikke. Påstanden er baseret på en observation af udviklingen i danskernes indkomst over en periode – for eksempel 10 år. Man tager indkomsten for de 10 procent, som var fattigst i begyndelsesåret og de 10 procent, som var fattigst i slutåret, og gør det samme for alle de andre indkomstgrupper.

Gør man dét, finder man lav fremgang i bunden og stor fremgang i toppen. Og på den måde kan man konkludere, at ”de rige stikker af”.

De rigestes indkomster er faldet

Problemet er, at det ikke er de samme personer, som befinder sig i en given indkomstgruppe i startåret og ti år efter. Tallene fortæller altså intet om, hvordan konkrete personers indkomst har udviklet sig.

Alligevel skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en analyse fra januar 2021, hvor man ser på indkomstudviklingen siden 2010, at “de 10 procent rigeste stikker af fra resten af befolkningen.”

Følger man i stedet konkrete personer, der i 2010 lå i top 10 procent, er deres indkomst faktisk faldet med 3,5 procent i perioden. Følger man de konkrete personer, der i 2010 var i bund 10 procent, er deres indkomst vokset med hele 172 procent i gennemsnit! Det er altså de fattige, der er stukket af fra de rige.

I et samfund med økonomisk frihed har borgere med lav indkomst mulighed for at ændre deres livssituation og forfølge deres drømme og ambitioner. Konkurrence medfører, at det til gengæld er vanskeligt at forblive i toppen af indkomstskalaen. Halvdelen ryger ud af top én procent i løbet af tre år, fordi de nu tjener mindre. De er blevet erstattet af nogle andre, som også typisk befinder sig kortvarigt i gruppen. Og så fremdeles.

Fattige bliver rigere

De fattige og de rige er ikke uforanderlige grupper. Borgerne er ikke deciler eller kvintiler, men mennesker af kød og blod.

Så lad os se nærmere på, hvordan det ser ud, når man følger udviklingen i konkrete borgeres indkomst.

De 10 procent med de laveste indkomster har i perioden 2010-2019 haft en samlet vækst i deres disponible indkomst på 170 procent, mens de 10 procent med de højeste indkomster har oplevet et fald på 3,5 procent.

I de midterste deciler falder væksten gradvist fra 26 procent i 2. decil til 0,1 procent i 9. decil. For top én procent er den disponible indkomst faldet med syv procent i perioden (ikke vist i figuren).

Vækst gavner alle indkomstgrupper

Konklusionen er utrolig robust. Effekten skyldes ikke, at studerende bliver færdige med studierne og finder job. Vi har ikke medregnet studerende. Hvis man inkluderede studerende, ville tendensen være endnu stærkere.

For det andet har dem med lavest indkomst også størst fremgang, hvis man måler i kroner og ører i stedet for procent. For det tredje er mønsteret det samme, uanset hvilken periode man ser på i nyere dansk historie.

For det fjerde får vi samme mønster, selvom vi fjerner effekten af, at unge stiger i løn, og at højtlønnede går på pension. Selv hvis vi kun kigger på en bestemt årgang – dem født et bestemt år – får man samme mønster: De medlemmer af årgangen, der havde de laveste indkomster i et givet år, får den største indkomstfremgang i de efterfølgende.

For det femte får vi stadig det samme mønster, hvis vi fjerner effekten af, at dem på dagpenge og kontanthjælp finder job. Hvis vi kun kigger på dem i fuldtidsbeskæftigelse i hele perioden, og selvom vi kun ser på deres lønindkomst og altså ser helt bort fra effekterne af overførsler fra velfærdsstaten, ser vi samme mønster: Lønmodtagere med den laveste timeløn i 2010 på 138 kroner per time oplevede den største fremgang.

Markedet skaber altså inkluderende vækst. 

Hvad kan vi lære af det? Vi kan konstatere, at vækst er noget, alle indkomstgrupper får glæde af i form af højere indkomst til sig selv og deres familier.

Det er derfor vigtigt for alle grupper i befolkningen, at Folketinget fører en politik, der fremmer økonomisk vækst.

(Bragt i Altinget d. 26. oktober)