Det er ikke fusionerne, der truer banksektorens balance. Det er reguleringen

Bragt i Altinget Erhverv d. 9. december 2025

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

En af markedets og konkurrencens vigtigste opgaver er at udvælge ikke bare de mest effektive virksomheder, men også deres størrelse.

Det skyldes, at der er både fordele og ulemper knyttet til størrelsen. Den bedste balance – det rigtige ”trade-off” – kan markedet under normale omstændigheder finde af selv.

Den finansielle sektor er dog alt andet end normal.

På den ene side er der en række særlige hensyn, som på papiret kan begrunde speciel regulering af finansielle virksomheder. På den anden har den faktiske regulering gennem 100 år udvist en masse eksempler på meget skadelig regulering.

Den finansielle sektor er i dag så gennemsyret af regulering, at den nærmest må anses for semi-offentlig.

Derfor er det som udgangspunkt heller ikke lige til at svare på, om tendensen til færre og færre og derfor også større og større banker entydigt har været et gode. Det kan meget vel afspejle den dårlige regulering.

Men det kan til gengæld med sikkerhed fastslås, at løsningen ikke er at forhindre bankfusioner. Fusionerne er en måde at håndtere reguleringsbyrden på.

Konsekvenserne af at begrænse adgangen til at fusionere ville øge reguleringsbyrdens negative samfundsmæssige konsekvenser – og samtidig hæmme fusioner, som er tilsagt af rent markedsmæssige forhold.

Derimod er der behov for at tage fat på selve reguleringsbyrden.

Reguleringens onde cirkel
De særlige hensyn, som tilsiger regulering af banksektoren, er risikoen for, at bankkrak spreder sig til resten af det økonomiske system.

Bemærkelsesværdigt nok kan nogle former for regulering isoleret set medvirke til at forstørre dette problem gennem såkaldt ”moral hazard” – det vil sige et incitament for bankerne til at tage for store risici, hvis en del af tabene bæres af andre end ejerne. Altså hvis myndighederne betragter en bank som ”for stor til at fejle”.

Regulering kan medføre en ond cirkel, hvor regulering skaber mere ”moral hazard”, og mere ”moral hazard” fører til mere regulering.

Efter finanskrisen er der imidlertid indført skærpede kapitalkrav og ”bale-in”-procedurer for særligt de største finansielle institutioner – de såkaldte SIFI-banker – som for så vidt er velbegrundede med den særlige risikoafsmitning, men altså også alt andet lige skaber incitamenter imod store banker.

De skærpede kapitalkrav behøver strengt taget ikke at gøre det dyrere at finansiere bankvirksomhed, hvilket dog forudsatte, at der ikke fandtes en selskabsskat, som straffer egenkapitalfinansiering.

I Danmark findes ikke alene en almindelig selskabsskat (på 22 procent), men en særlig ”Arne-skat” på 4 procent, som var et resultat af den forrige Mette Frederiksen-regerings kampagne mod banksektoren.

Så kapitalkravene trækker altså i retning af at gøre banker mindre end ellers.

Kapitalkrav kan dog også presse de mindre pengeinstitutter, når de konkurrerer med långivere uden for banksektoren. Det trækker i modsat retning.

Regningen ender hos kunderne
Oveni den forholdsvis markedskonforme regulering med kapitalkrav findes desuden en massiv detailregulering, som kan antages at være særlig belastende for mindre banker.

Når man kan formode, at reguleringsbyrden forfordeler mindre banker, er det fordi, de kan kræve faste omkostninger til stabsfunktioner og IT-løsninger.

Eksempelvis har de såkaldte hvidvaskregler, som egentlig blev indført for at forebygge terrorfinansiering, antaget et grotesk omfang.

Finans Danmark har i 2019 opgjort, at der er ansat 4.300 medarbejdere til at håndtere hvidvask og anden compliance. Det er flere, end der er ansat i Rigspolitiet, og belaster bankkunderne med 4,3 milliarder kroner om året.

Hertil kommer en reguleringsmængde, som alle – fra tilsynsmyndigheder i Danmark og EU, Nationalbanken og selv erhvervsministeren – mener er vokset vildt. I tillæg til selve reglerne er der en betydelig dokumentationsbyrde.

En del af forklaringen på regeleksplosionen er, at politikere og myndigheder har villet demonstrere handlekraft oven på finanskrisen. En anden er, at bankerne har været betragtet som populære politiske skydeskiver. ”Arneskatten” på bankerne er et hidtidigt topmål i politisk kynisme og spin.

Men i realiteten er de ramte ”banker” kun juridiske fiktioner. Omkostninger kan kun bæres af personer. Regningen havner i sidste ende hos kunderne. En af konsekvenserne er, at vi har færre og dyrere banker – og måske også færre mindre pengeinstitutter.