Kommentar bragt i Børsen 14/01/2019
KOMMENTAR – Alle partier i Folketinget er enige om, at der er for mange regler og for meget bureaukrati i den offentlige sektor. Men er den offentlige sektor underlagt en strengere kontrol end den private? Eller er kontrollen blot anderledes?
Private virksomheder er underlagt markedskontrollen i form af kundernes gunst. Uanset om vi køber Big Macs eller aviser, så kontrollerer vi som kunder kontinuerligt, om service, kvalitet, pris osv. er i orden. Ellers stopper vi med at handle hos den pågældende virksomhed. Ganske vist er der masser af regler og procedurer, som de ansatte skal overholde internt i virksomhederne, men de er alle designet til at få og beholde kundernes gunst.
Set ift. den enorme kontrol, der ligger i markedskræfterne, kan kontrollen i det offentlige nærmest fremstå sparsom og overfladisk. Alligevel opfatter vi kontrollen som enormt generende og ressourcekrævende. Hvorfor?
Årsagen er bl.a., at hvor kontrollen i den private sektor ofte foregår på et relativt uformelt niveau (var kunden tilfreds i forhold til prisen?), så er kontrollen i den offentlige sektor mere formel og bureaukratisk.
Er servicen ikke leveret, vil politikerne have dokumentation for, at sosu-assistenten var på adressen. Er servicen for dårlig, vil politikerne have dokumentation for, at sosu-assistenten var der i den lovede tid (selvom det intet siger om kvaliteten, er det trods alt noget, der kan måles).
Kontrollen i den private sektor er på én og samme tid langt mindre formel og langt mere detaljeret. Som kunde beskriver du ikke i detaljer, hvordan din Big Mac skal se ud, eller hvilke artikler avisen skal skrive. Din vurdering af produktet er langt mere kompleks, end noget der kan skrives ned. Enten vil du have produktet til prisen – eller også vil du ikke.
Men hvorfor er der behov for formel og bureaukratisk kontrol i det offentlige, når kontrollen i det private tilsyneladende foregår så relativt gnidningsfrit?
En del af svaret er nok, at det er uklart for os, hvad vi kan forvente fra det offentlige. Vi kender oftest ikke den egentlige pris på servicen og har derfor svært ved at sammenligne pris og kvalitet. Og er vi utilfredse, er det mindre ligetil – og i mange tilfælde umuligt – blot at vælge en anden leverandør.
Så når vi ikke ser et fald i kontrollen og bureaukratiet i det offentlige, er det muligvis fordi, der – ligesom i den private sektor – er behov for kontrol for at sikre, at servicen lever op til kundernes ønsker. Og når den uformelle kontrol er svagere i den offentlige sektor, skaber det rum for bureaukratisk kontrol i stedet.
Hvis vi vil bureaukratiet og kontrollen til livs i den offentlige sektor, må vi altså sætte den uformelle kontrol fri. I stedet for at forære borgerne en service, kunne vi forære dem pengene i stedet (evt. i form af en voucher), så borgerne selv kan vælge, hvilken leverandør de vil have.