Statens opkøb af lufthavnen bliver SAS-nedtur om igen
Er staten en oplagt virksomhedsejer? Erfaringerne tyder på, at svaret er nej. Se blot på SAS, som ikke ligefrem har haft ubetinget succes.
Udgivet d.
3. marts 2020 - 09:04
Debat
Meget lidt tyder på, at den offentlige sektor øger den private produktivitet. Det skrev Christian om for nylig, baseret på tal for lønningerne i den offentlige og den private sektor.
Hvordan kan det egentlig være? Ifølge teorien om, hvad den offentlige sektor burde beskæftige sig med, kunne man forvente en positiv effekt.
Teorien siger, at det offentlige bør levere (eller i det mindste finansiere) såkaldt kollektive goder, som markedet har svært ved at frembringe af egen kraft. Kollektive goder er karakteriseret ved, at den enes forbrug ikke begrænser den andens, og at det er svært at udelukke nogen fra at forbruge, hvis de ikke betaler. Forsvaret er et standardeksempel. Min nabos forbrug af forsvaret begrænser ikke mit forbrug – modsat et privat gode som et brød, som jeg ikke kan spise, hvis naboen spiser det. Og det er svært for private leverandører at opkræve betaling for forsvaret. Jeg bliver jo beskyttet, selv om jeg ikke betaler (begge forudsætninger kan faktisk diskuteres, men lad os bare fastholde dem her).
Et kollektivt gode som forsvaret gør den private sektor mere produktiv. Det beskytter os mod at blive invaderet og få velstanden ødelagt eller konfiskeret. Beskyttelsen bør i sig selv betyde, at der bliver investeret mere i et større kapitalapparat, som gør økonomien mere produktiv. Et tilsvarende ræsonnement gælder for de fleste andre kollektive goder (medmindre de forbruges direkte af forbrugerne).
Men ét er teoriens anbefalinger. Noget andet er virkelighed.
I figuren er angivet, hvor stor en af BNP det offentlige anvender på offentligt forbrug i OECD-landene (dog er ikke alle med i statistikken). Det er højden på søjlerne. Søjlerne er fordelt på kollektive goder*) (som forsvaret) og private goder. Private goder er modsagt kollektive goder karakteriseret ved, at den enes forbrug begrænser den andens, og at der kan opkræves betaling af forbrugerne. Føromtalte brød er et eksempel på et privat gode.
Som man kan se af figuren, består langt størstedelen af det offentlige forbrug af private goder, mens de kollektive goder – som burde være det offentliges naturlige opgave ifølge teorien – udgør en meget mindre del.
Billedet i Danmark er særlig grelt. Vi har det næsthøjeste samlede offentlige forbrug, men ligger i den lave ende, når det gælder offentlig levering af kollektive goder. Dér hvor det offentlige kunne have en rolle at spille, har vi en lille offentlig sektor. Sverige er i samme situation og ligger endog samlet lidt højere, mens de kollektive goder udgør end marginalt lavere del af BNP end herhjemme.
Hvor kollektive goder kunne tænkes at øge produktiviteten, er det overvejende sandsynligt, at offentligt leverede private goder sænker produktivitet og velstand. Det skyldes både forvridningerne ved skattefinansieringen og ved, at rationerede offentlige standardydelser er mindre værd for forbrugerne. Private goder leveret af markedet sikrer konkurrence, differentieret udbud og valgfrihed til selv at bestemme sin forbrugssammensætning.
Det er interessant at bemærke, at der er meget lille – statistisk set ingen – sammenhæng mellem, hvor stor en andel af BNP landene bruger på henholdsvis offentlige og private goder i det offentlige forbrug. Det er altså ikke sådan, at forskellene bare er drevet af forskellig konteringspraksis.
Så selv om vi har en stor offentlig sektor, alt inklusive, så har vi en internationalt set lille offentlig sektor, når det gælder det, der burde være dens kerneydelser.
Hvorfor fylder private goder så meget i forhold til kollektive, når teorien om den optimale politik tilsiger det modsatte? Public choice-teorien har gode bud på hvorfor staten ikke altid gør, hvad den burde (se f.eks. vores 2017-sommerserie, hvoraf første indlæg kan findes her).
*) Bemærk at vi er meget rundhåndet med at klassificere offentligt forbrug som kollektive goder her. Det er strengt taget alle udgifter, der ikke kan henføres til enkeltindividers forbrug. Det omfatter bl.a. en lang række administrative omkostninger.
Er staten en oplagt virksomhedsejer? Erfaringerne tyder på, at svaret er nej. Se blot på SAS, som ikke ligefrem har haft ubetinget succes.
Så stor en bundskattestigning skal der til for at finansiere en stigning i forsvarsudgifterne.