Det skal bekymre dig i 2022: Tegn på sammenbrud i velfærdsstaten og i EU samt en skjult coronaregning

Generelt går det fremad i verden, men en række politiske problemer kan spænde ben for fremskridtet, heriblandt manglende vilje til at reformere en planøkonomisk offentlig sektor, omfordeling, der løber amok, et EU, der kan bryde sammen, hvis Nordeuropa tvinges til at hæfte for Sydeuropas gæld, og en stor coronaregning, som lurer i fremtiden, blandt andet i form af høj inflation.

På langt sigt og generelt er der grund til optimisme. Det liberale demokrati er ramt af tilbageskridt lige nu, men på verdensplan er der langt flere demokratier i dag end i 1970, hvor et land som Spanien stadig var et militærdiktatur, og et kommunistisk jerntæppe delte Europa. Verden er mere velstående, har færre fattige og er mindre hærget af krig end tidligere. Den teknologiske udvikling fortsætter og giver os vækst og bedre liv.

På kort sigt er udviklingen mere uvis. Selv hvis det meste flasker sig, er der altid problemer, der skal løses. Det er ved at løse problemer, at verden bliver bedre. De fleste problemer løses bedre nedefra af marked og civilsamfund end oppefra af politik.

Her er mine fire største bekymringer for 2022 med primært fokus på Danmark. 

Bekymring 1: Tegn på sammenbrud i velfærdssektoren

Den danske velfærdssektor er i sin essens planøkonomisk uden markeder, priser og konkurrence. Verdenshistorien har endnu til gode at se en planøkonomi i fuld skala, der ikke i længden er brudt sammen. Velfærdsstaten har hidtil overlevet takket være blandt andet elementer af konkurrence og stærke faglige traditioner blandt medarbejderne, men vi ser nu tegn på tilsanding.

Sygeplejerskerne forlanger mere i løn, men det kan ikke lade sig gøre i det eksisterende lønsystem. Er der politisk vilje til at tackle de reelle problemer, såsom et alt for centralistisk lønsystem uden mulighed for at aflønne flid og resultater?

Sygehuse, fængsler, ældrepleje, folkeskoler, gymnasier. Overalt ser vi problemer med rekruttering og med at levere kvalitet på trods af, at Danmark har næstflest offentligt ansatte blandt alle OECD-lande. Er der vilje til at identificere de egentlige problemer?

Bekymring 2: Omfordeling løber løbsk

I en velfærdsstat er det fristende for et flertal med lave indkomster at alliere sig imod et mindretal med høje indkomster. Det så vi i perioden fra cirka 1960 til cirka 1982, da velfærdsstaten blev opbygget: marginalskat på over 70 procent, konfiskatoriske skatter på kapitalindkomst og formue, og alt for generøse overførsler.

Det førte til økonomisk krise, enorm statsgæld, problemer med betalingsbalancen og tårnhøj arbejdsløshed. Schlüter-regeringen påbegyndte i 1982 en reformkurs, som blev videreført af Nyrup, Fogh, Thorning og Løkke, som har rettet op på dansk økonomi ved blandt andet at mindske omfordelingen.

Nu er der igen et pres for øget omfordeling, men i høj grad på nye måder: Der skrues op for den kommunale udligning på måder, der reducerer tilskyndelsen til effektiv ressourceanvendelse, og statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner omfordeles geografisk til skade for produktivitet og kvalitet. Der er pres for at tilsidesætte ejernes ret til selv at sammensætte bestyrelser og direktioner i private virksomheder, for at gennemtrumfe et politisk krav om ligelig kønsfordeling, selvom erfaringer fra Norge viser, at det formentlig er til skade for velstandsskabelsen. Grøn omstilling er i høj grad et dække for en fordelingskamp omerhvervssubsidier, hvilket gør den mindre omkostningseffektiv.

Omfordelingen finder nye former. Vil de føre til lige så store problemer, som tidligere?

Bekymring 3: EU udvikler sig til en overnational velfærdsstat

I forlængelse heraf øger EU den grænseoverskridende omfordeling. Selvom det er i direkte modstrid med traktaten, har centralbanken med en række juridiske kunstgreb reelt overtaget ansvaret for gæld i Sydeuropa. De facto hæfter Nordeuropa for Sydeuropas gæld, hvilket skaber incitamenter til ny gældsætning, som Nordeuropa kun kan modgå ved at stille detaljerede krav til Sydeuropas økonomiske politik. Alle får ansvaret for alt, hvorfor ingen har ansvaret for noget. Det kan ende helt galt, i værste fald med, at EU går i yderligere opløsning – formentlig nordfra.

Bekymring 4: Omkostningerne ved coronarestriktioner

Omkostningerne ved nedlukninger og andre coronarestriktioner vil i de kommende år gradvist vise sig. Der er allerede god dokumentation for store omkostninger for børnene, blandt andet i form af tabt indlæring, som muligvis aldrig indhentes. Omkostningerne ved nedlukning af dele af produktionen blev på kort sigt skjult af udpumpning af penge i økonomien. Den langsigtede regning må forventes at vise sig ved inflation, som kan føre til et betydeligt tab af velstand for borgerne.

Omkostningerne vil ramme tungest i udviklingslande, hvor sult og ekstrem fattigdomer steget for første gang i årtier på grund af corona. De politiske, geopolitiske og sociale konsekvenser kan blive enorme.

Bragt i Berlingske d. 24. januar 2022.