Diskriminerer arbejdsmarkedet virkelig kvinder?

Skrevet af Line Andersen

Bragt i Jyllands-Posten den 8. marts 2025

På kvindernes internationale kampdag vil man givetvis støde på mærkesager som ”kamp for ligeløn” og statistikker, der viser, at kvinder tjener 12,3 pct. mindre end mænd – også kaldet løngabet. Det kan derfor være besnærende at tro, at arbejdsmarkedet diskriminerer kvinder.

Men det er en god idé at nuancere statistikken. Løngabet siger nemlig ikke i sig selv noget om ligeløn, da tallet ikke tager højde for, at mænd og kvinder i gennemsnit er forskellige steder på arbejdsmarkedet. Eksempelvis fordeler kvinder og mænd sig i gennemsnit forskelligt med hensyn til f.eks. karriereafbrydelser, ledelsesansvar, deltidsarbejde, og hvilken branche de vælger at arbejde i. Forskellige karrierevalg og prioriteter er imidlertid ikke et udtryk for diskrimination.

En statistisk analyse fra Vive har så vidt muligt forsøgt at korrigere lønforskellen for relevante faktorer. Analysen viser, at 85 pct. af lønforskellen netop kan forklares med, at mænd og kvinder er forskellige steder på arbejdsmarkedet. Det efterlader omkring 15 pct. af lønforskellen, der ikke umiddelbart kan forklares med disse forhold. Det svarer til, at der er et uforklaret løngab på et par procent. Med andre ord noget mindre end de omkring 12 pct., man kan støde på.

Den uforklarede lønforskel kan skyldes diskrimination. Men den kan også skyldes andre, helt ukontroversielle årsager. Eksempelvis omfanget af ubetalt overarbejde, som der af gode grunde ikke findes solide data for. Hvis det kompenseres i grundlønnen, og mænd i højere grad udfører ubetalt overarbejde, vil det afspejles som en uforklaret lønforskel i statistikken. Så selvom lønforskellen er uforklaret, kan det ikke konkluderes, at der er tale om diskrimination.

En del af forklaringen på lønforskellen er det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor såkaldte ”kvindefag” er lavere lønnet. Det lyder umiddelbart uretfærdigt, men det kan der være flere forklaringer på. For det første kan det skyldes, at nogle kvindefag i højere grad end mandefag har forhandlet sig til andre goder som mere barsel og flere omsorgsdage frem for løn. En anden forklaring kan være, at flere kvinder end mænd arbejder i den offentlige sektor, hvor staten har tæt på eneret på køb af arbejdskraft. Derfor har staten betydelig mulighed for at holde lønnen på et lavere niveau.

Det kan også være, at lønnen i den offentlige sektor er fastsat, så der diskrimineres mod de traditionelle kvindefag. Hvis det er tilfældet, kan det modvirkes ved, at statens eneret på køb af arbejdskraft udfordres ved at introducere konkurrence om arbejdskraften. I øvrigt gælder det, at lønnen er lavere for både mænd og kvinder i kvindefag. Det kan altså heller ikke her konkluderes, at arbejdsmarkedet generelt diskriminerer.

Det er helt legitimt at ønske sig en højere løn. Og det kan man opnå gennem bevidste, lønfremmende uddannelses- og karrierevalg – for heldigvis er der meget lidt, der tyder på, at arbejdsmarkedet diskriminerer.