Diskussionen om skattely er fyldt med myter

Det er en myte, at der ikke er taget markante skridt i Danmark for at bekæmpe skattely. Tværtimod er der indført en lang række særdeles hårdhændede tiltag. Det mest vidtgående er en generalklausul, som kan tilsidesætte en virksomheds skattemæssige dispositioner, selv om de ikke er i strid med loven, men kun med den aktuelle opfattelse af lovens ånd. Den type regler har ikke tidligere fandtes i dansk skatteret og rejser alvorlige retssikkerhedsmæssige problemer. Det er et meget skrapt våben at kunne tilsidesætte fuldt lovlige dispositioner. Det ville vi ikke acceptere i særligt mange andre sammenhænge.

Det er også en myte, at reglerne ikke er blevet strammet, i takt med at der er konstateret nye slags lovlige og ulovlige dispositioner. Det er sket løbende både som ensidigt dansk initiativ og gennem internationalt samarbejde. Danmark var f.eks. et af de første lande til at indføre meget skrappe regler om beskæring af store selskabers rentefradrag.

Det er en myte, at der er vide rammer for at flytte selskabsoverskud fra høj- til lavskattelande. Kravene til såkaldt transfer pricing-dokumentation er meget omfattende, og sager på området kan trække meget længe ud. I mellemtiden svæver virksomhederne i usikkerhed. Også her prioriteres provenu-hensyn meget højt i forhold til hensyn til retssikkerhed.

Det er en myte, at den danske statskasse mister et stort provenu på grund af selskabers anvendelse af skattely. Skattely udnyttes typisk til at beskytte mod ejerbeskatning i lande med lempelige regler, der tillader det. Eller det anvendes til at mindske selskabsskatten i lande med lav skatteadministrativ kapacitet. Det vil sige i lande, som har lempeligere regler eller administration end os. Det er altså provenu, som ikke ville eller burde tilfalde Danmark alligevel.

Det er endelig en myte, at såkaldte transfer pricing-sager altid handler om virksomheder, der vil begrænse beskatningen. Ofte er det to landes myndigheder, som strides om, hvor skatten skal betales.

Der er naturligvis eksempler på virksomheder, der har forsøgt at gå til eller over stregen i skatteplanlægning. Men en gennemgang af de historier, der har fyldt i medierne, viser, at en del af kritikken er forkert. Der kan være gode grunde til, at selskaber betaler lav eller ingen skat, f.eks. fordi driften har givet tab og medført underskud, som kan fremføres, eller fordi der er gennemført store afskrivningsberettigede investeringer.

Det er let at forveksle selskaber med personer, der normalt betaler indkomstskat hvert år, mens selskaber kun betaler skat, når de har skattemæssigt overskud. Men det hænger sammen med, at selskabsskatten er en skat på ejernes værditilvækst, og den er ikke positiv hele tiden, netop fordi lønmodtagere og långivere skal aflønnes kontinuerligt.

En mytebaseret kampagne mod påstået frit slag for brug af skattely risikerer ikke kun at ramme selskaberne.

Hvis det gør Danmark til et mindre interessant land at investere i, eller hvis den påvirker valget af ejerform, vil det gå ud over produktiviteten. Og det vil sige den økonomiske vækst og det generelle velstandsniveau for os alle.

(Bragt i Jyllands-Posten d. 21. juni 2021)