CEPOS logo

Disse kommuner har hævet skatten mest siden sidste valg

Udgivet d.

31. marts 2025 - 14:07

Nyheder

Kommuner & regioner

Skat

Flere danske kommuner har på få år skruet markant op for skatten – men der er store forskelle på tværs af landet, viser ny beregning fra CEPOS

Inden din familie slår sig ned i en kommune, bør I tjekke det kommunale skatteniveau – for det kan få mærkbare konsekvenser for jeres økonomi, og flere kommuner har foretaget store ændringer i kommuneskatten siden sidste kommunalvalg.

For eksempel topper Frederiksberg listen over skattestigninger siden 2021, mens København er gået den modsatte vej. Det viser en ny beregning fra CEPOS.

“Det er bemærkelsesværdigt, at Frederiksberg, der tidligere var en foregangskommune for lav skat, nu er den kommune, hvor skatten er steget mest. Omvendt ser vi, at København har sænket skatten mere end nogen anden kommune,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.

Siden 2021 er kommuneskatten på Frederiksberg steget med 1,77 procentpoint, så den nu ligger på 24,57 procent. Det betyder, at en funktionærfamilie på Frederiksberg i dag betaler 15.700 kroner mere i skat om året, end hvis kommuneskatten havde været uændret siden 2021.

Samtidig har København sænket skatten med 0,3 procentpoint til 23,5 procent, hvilket har givet en skattelettelse på 2.700 kroner for en tilsvarende familie.

“Det er lidt den omvendte verden, at København nu fører an med skattelettelser, mens Frederiksberg hæver skatten markant. Den udvikling koster dyrt for borgerne,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.

Beregningerne viser, at Frederiksberg langt fra er den eneste kommune, hvor skatten er steget. Der er 27 kommuner, der har hævet kommuneskatten, og kun 7 kommuner har sænket skatten.

Vordingborg, Slagelse og Tårnby har også hævet skatten med mindst et procentpoint siden 2021. Omvendt er det ikke kun København, der har givet skattelettelser – også Norddjurs, Hillerød og Kalundborg har sænket skatten lidt i perioden.

“Kommuneskatten er af stor betydning for borgernes økonomi. Det er derfor afgørende, at vi diskuterer, om de mange skattestigninger er nødvendige – og om flere kommuner burde følge Københavns eksempel og sænke skatten,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.

Relateret artikel

Klimatilpasning må ikke blive en glidebane til højere skatter

15. maj 2025

Danmark står formentlig over for en milliardregning som følge af skader fra stigende havvand, skybrud og grundvand – samt forsøget på at afbøde dem. Men hvis staten ukritisk åbner pengekassen, ender regningen hos skatteyderne, skriver Mette Dalsgaard.

Relateret artikel

​​Kommunal omfordeling i Danmark 2011 til 2023​

11. maj 2025

Der sker en meget stor økonomisk omfordeling mellem kommunerne - kun 20 kommuner har et positivt nettobidrag til den kommunale omfordeling.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed