Draghis dagsorden kan koste Danmark dyrt

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Bragt i Berlingske den 10. december 2024

Rapporter er ikke nogen mangelvare i Bruxelles, så hvorfor gå op i endnu én?

Der er imidlertid god grund til at nærlæse Mario Draghis rapport om EUs konkurrenceevne. Ikke kun for økonomer, men også erhvervsfolk, politikere, journalister og andre, der interesserer sig for Europas fremtid. Så her kommer en læsevejledning til en rapport, der måske er omdiskuteret, men ikke nok.

Draghi er bedre til at diagnosticere end pege på gode løsninger. Løsningerne er økonomisk set en blandet landhandel. Men man skal læse skriften mellem linjerne. Draghi er ikke mere teknokrat, end at han forsøger at skrue et politisk projekt sammen, der kan friste tilpas mange europæiske politikere og fremme en føderalistisk dagsorden.

Rapportens centrale observation er, at væksten i EU sakker bagud i forhold til USA og Kina. Det er velkendt, at relativt fattigere lande som Kina kan hente ind på rigere lande som os. Men af samme grund burde EU hente ind på det rigere USA. I stedet taber vi terræn. Det skyldes primært, at vores produktivitet vokser langsommere.

Hvordan forklarer vi den lave vækst, og hvad kan vi gøre?

Draghi peger korrekt på, at reguleringsomfanget fra EU er vokset voldsomt. Det bekræfter CEPOS’ analyser. Ny lovgivning med rod i EU-direktiver mv. gennem de seneste fem år vil belaste erhvervslivet med administrative omkostninger svarende til 0,4 procent af BNP om året. EU tegner sig nu for 60 procent af den samlede regelmængde herhjemme. Massiv regulering af banksektoren, rapporteringsregler om ESG og klimaaftryk samt tidsregistrering udgør en betydelig byrde.

Rapporten sætter også fingeren på det ømme punkt, at udviklingen af det indre marked er gået i stå.

Draghi hæfter sig ved, at EU savner førende techselskaber som i USA. Men her skal man passe på med at forveksle årsag og virkning. Manglen på europæiske techgiganter kan være et symptom på problemer, særligt med konkurrenceregulering, som er dårligt tilpassede netværksindustrier som techsektorens. Derimod vil vi ikke blive rigere af at drive techsektoren – eller andre virksomhedstyper – kunstigt frem eller føre aktivistisk industripolitik. Danmark er velstående uden at producere for eksempel biler selv.

EU har en række fejlslagne industripolitiske satsninger bag sig. Desværre ligger Draghi-rapporten under for forestillingen om, at industripolitikken kan virke denne gang. Han har såmænd ret i, at Europa står over for store udfordringer med grøn omstilling og mere forsvar, men det bliver vi ikke rigere af; vi kan højst minimere omkostningerne ved at bruge de mest omkostningseffektive redskaber til det.

Heller ikke en anden begrundelse for industripolitik er velfunderet. Den er, at EU bliver nødt til at matche amerikansk og kinesisk statsstøtte. Statsstøtte skader det land, der yder den, ikke dem, der kan importere billigere. EU giver i øvrigt allerede betydelig statsstøtte.

Det er selvsagt hårdt for enkeltvirksomheder, der udsættes for statsstøttede konkurrenter, men for forbrugere og erhvervsliv som helhed er det ingen ulempe og berettiger ikke til, at EU skruer yderligere op før støtteræset.

»Realiteten er, at et stort antal EU-lande – Draghis Italien inklusive – befinder sig i en strukturel gældskrise, som er ude af kontrol. Fælles gæld handler reelt om at få lande som Danmark med sunde offentlige finanser til at betale for de andres gældsproblemer,« skriver Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.Foto:PR
»Realiteten er, at et stort antal EU-lande – Draghis Italien inklusive – befinder sig i en strukturel gældskrise, som er ude af kontrol. Fælles gæld handler reelt om at få lande som Danmark med sunde offentlige finanser til at betale for de andres gældsproblemer,« skriver Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.
Foto: PR.
Draghi efterlyser flere investeringer, der kan øge væksten. Men også her er der et problem med årsag og virkning. Investeringsniveauet er ikke nødvendigvis lavt, når man tager de lave vækstudsigter og rammebetingelserne på for eksempel skatteområdet i betragtning. Der er brug for at forbedre disse snarere end blot at øge investeringerne.

Det store dyr i Draghis åbenbaring er optagelse af fælles offentlig gæld i EU. Det kan måske lyde tilforladeligt, hvis der er brug for flere investeringer og offentlige udgifter til blandt andet forsvar. Og sådan forsøges det da også solgt.

Men realiteten er, at et stort antal EU-lande – Draghis Italien inklusive – befinder sig i en strukturel gældskrise, som er ude af kontrol. Fælles gæld handler reelt om at få lande som Danmark med sunde offentlige finanser til at betale for de andres gældsproblemer. Selvom lokkemaden er, at pengene skal gå til politik, som frister i Nordeuropa – forsvar og grøn omstilling – er det den reelle dagsorden. Det har danske ministre klogeligt afvist hidtil, men har på det seneste valgt at ryste lige rigeligt nok på hånden.

Draghi tilhører en føderalistisk politisk retning, som ønsker en langt større grad af politisk centralisering. Det er et helt legitimt standpunkt, vi bare ikke er så vant til på disse breddegrader. Hans forslag om fælles gæld, mere fælles finanspolitik og skattepolitik og større EU-budgetter vil uvægerligt føre i den retning og skal ses i den sammenhæng.

Risikoen er, at vi kommer til at glide ind i centraliseringen med lukkede øjne, og måske også, at unionen kan slå flere revner, hvis befolkningerne ikke er med på det – navnlig de nordeuropæiske, som skal betale regningen.

Risikoen er også, at centraliseringen bliver bygget på et fundament af uløste økonomiske problemer. Det er i bedste fald en hasarderet strategi.