Skrevet af Mia Amalie Holstein
Bragt i Berlingske d. 24. oktober 2024.
I ferien læste jeg Pelle Dragsteds (EL) seneste bog, »Nordisk socialisme«. En helt central præmis i bogen er, at der i Danmark eksisterer en økonomisk elite, som anvender sin »oligarkiske magt« (læs: rigdom) til at kontrollere regeringen og sikre politisk indflydelse.
Målet er at fremme egne interesser, dvs. »lavere skatter eller lavere lønomkostninger«. Dette undergraver selvsagt demokratiet. Og derfor skal denne elite stækkes, mener Dragsted. Virksomhederne skal demokratiseres, og deres profit skal bindes i uopsigelige sociale velstandsfonde, så virksomhederne ikke kan afdemokratiseres igen.
Dragsteds bog er en debatbog, men indeholder elementerne til den perfekte krimi:
En kriminel handling og en superskurk med evnen, viljen og værktøjet.
Dragsted glemmer blot en ting: At identificere gerningsmanden. For hvem er egentligt denne økonomiske elite?
Jeg har undersøgt sagen.
Det første, jeg gjorde, var at tjekke listen over Danmarks 100 rigeste, Magteliteopgørelsen og Kraks Blå Bog. Eliten måtte gemme sig her et sted, tænkte jeg. De slamberter!
Men desværre.
Kraks Blå Bog er fyldt af kulturpersonligheder og offentligt ansatte. Dem kan Dragsted vist godt lide, så de blev forkastet.
Magteliteopgørelsen indeholder alt for mange fagforeningsfolk, så de blev også forkastet.
Jeg måtte indsnævre mine undersøgelser. Se på kapitalisterne. Udbytterne. Dem fra den øverste, øverste hylde.
På listen over de rigeste danskere finder man ildsjælene bag store erhvervssucceser som for eksempel Jysk, Bygma og Fleggaard, men også investoren, købmanden og opfinderen.
Jeg har selv kun mødt et par håndfulde i mit liv, selvom Dragsted nærmest beskriver CEPOS-ansatte som elitens marionetdukker.
Og selv i dette møde, hvor jeg stod ansigt til ansigt med rendyrket oligarkisk magt, må jeg have været usædvanligt uheldig. Ikke en eneste har forsøgt at påvirke mig i nogen som helst retning. Tværtimod har jeg mødt mennesker med en utrolig stor passion for deres virksomhed og bemærkelsesværdig lille interesse for politik.
»I ferien arbejdede jeg kun 50 timer om ugen,« prøvede en topchef engang at imponere mig med. Jeg havde lidt ondt af hans kone og børn.
Trods en ihærdig indsats står det mig stadig ikke klart, hvem Dragsteds gerningsmænd er. Hvem skaffer »magt og indflydelse, baseret på rigdom«?
Jeg må skifte spor. Lad mig i stedet se på, hvilke fordele på skat og lønomkostninger, som oligarkerne har tilranet sig.
Som udgangspunkt betaler den rigeste procent af Danmarks befolkning langt mere end os andre i skat. De betaler topskat, snart også top-topskat, og deres virksomheder betaler ekstra selskabsskat (grundet fradragsloftet for høje lønninger).
Sammenlagt betaler de 10,2 procent af alle skatter og afgifter (svarende til 180.000 offentligt ansatte). Det er mere end det, de 30 procent fattigste betaler tilsammen. Da top 1 procent også er blandt dem, som trækker mindst på det offentlige, er de suverænt samfundets største nettobidragsydere.
I forhold til lønkvoten – dvs. hvor stor en del af de private virksomheders værdiskabelse, der går til aflønning af de ansatte – går det heller ikke for godt for eliten. Den har ligget stort set stabil på 58 procent siden 1995.
Jeg er ikke imponeret. Måske de rigeste danskere ikke er så oligarkiske eller magtfulde, som Dragsted lægger op til.
Men får det i grunden ikke hele det ideologiske korthus til at falde? Ingen oligarker, ingen demokratiserede virksomheder?
Ikke hvis jeg kender Dragsted ret. For grundlæggende har vi et forskelligt syn på demokrati, ham og jeg. For mig er demokrati den lidt småkedelige lærebogsdefinition, hvor demokrati er et folkestyre, hvis tilblivelse og virksomhed er fastlagt i Grundloven.
Men for Dragsted er der en tilbygning til demokratibegrebet: For ham er demokrati også kendetegnet ved en lige adgang til produktionsmidlerne. Han er »radikal-demokratisk«, som han skriver i sin bog.
I min bog er Dragsted superskurken, som vil fjerne al økonomisk frihed, initiativ og virkelyst.
Et nyttigt råd til norske fjeldvandrere er, at »hvis der er uoverensstemmelse mellem kortet og terrænet, følg da terrænet.«
Dragsted følger kortet.
Han binder sig til ideologien. Han fastholder, at den økonomiske elite er skurke.
Problemet er bare, at han gør regning uden vært.
Dragsted kunne her indvende, at eliten arbejder så hemmeligt, at dokumentation er umulig. Men så ville han stå tilbage med en teori, der ikke kan gendrives. En pseudoteori. Korthuset kollapser.
Kan Dragsted ikke sætte navn på sin gerningsmand, burde alle kunne se, at han allerede af den grund er skakmat.
