Drop krav om minimumsnormeringer i daginstitutioner. Fjern i stedet bureaukrati, så pædagogerne får mere tid til børnene

Blogindlæg udgivet i Jyllands Posten 01/04/2019

Kun halvdelen af pædagogernes tid går i dag til børnene.

Danmarks Radio har med dokumentaren ”Hvem skal passe vores børn?” skubbet kraftigt til en debat om, hvorvidt der er nok ansatte i vuggestuer og børnehaver. På lørdag den 6. april bliver der forskellige steder i landet demonstreret for, at Folketinget skal fastlægge minimumsnormeringer i kommunerne – et forslag, som pædagogernes fagforening, BUPL, længe har argumenteret for.

Det er imidlertid et dårligt forslag af tre grunde:

1) I det omfang, der er et problem med pasningen i vuggestuer og børnehaver, skyldes det ikke for få pædagoger, men at pædagogerne bliver pålagt at bruge for meget tid på bureaukrati i stedet for at passe børn.

2) Noget tyder på, at der ikke er et generelt problem med kvaliteten af pasningen i vuggestuer og børnehaver.

3) Det ville være endnu et brud med det lokale demokrati, hvis Folketinget tvinger bestemte normeringer ned over kommunerne. Tror vi ikke på, at borgerne lokalt er i stand til at vælge politikere, der afsætter de nødvendige ressourcer til børnepasning?

Jeg vil uddybe de to første grunde i denne blog og gemme den sidste til næste blog.

Problemet er ikke for få pædagoger, men for meget bureaukrati

Når det er sagt, vil der altid være ting, der kan gøres bedre i dagtilbuddene. Nogle dagtilbud leverer dårlig kvalitet, og nogle børn har særlige behov, som man ikke alle stedet formår at opfylde. Det er derfor altid relevant at diskutere, hvordan dagtilbuddene kan blive bedre.

I Danmark er det en grundantagelse, at forbedringer af den offentlige sektor kræver flere ressourcer. Men hvis en sektor i forvejen bruger mange ressourcer, er det på igen måde sikkert, at endnu flere ressourcer er løsningen. Og hvis sektoren ovenikøbet er plaget af problemer med organiseringen, bør man være meget påpasselig med at forvente, at flere ressourcer er løsningen. I stedet bør man gribe om nældens rod og forbedre organiseringen.

Nogle vil måske opfatte det som en provokation at påstå, at vi bruger mange ressourcer på børnepasning, men ser man på det i international sammenligning, så bruger vi faktisk rigtig mange penge. Figuren her viser tal fra OECD, der sammenligner, hvor mange offentlige skattekroner forskellige lande bruger på pasning per barn i førskolealderen, som rent faktisk bliver passet. De høje danske tal forklares altså ikke af, at vi har mange børn, som bliver passet: det er udgifter per barn. Og der er korrigeret for købekraft, altså for at Danmark er et dyrt land.

Kilde: OECD – Education at at glance (2017) – tabel c.2.3 https://www.oecd-ilibrary.org/education/education-at-a-glance-2017_eag-2017-en

Sammenligningen viser, at Danmark kun overgås af to lande, som har et noget højere bnp per capita, end vi har, nemlig Luxembourg og Norge, mens Sverige bruger færre penge per barn. Der skal tages det forbehold, at det er vanskeligt at lave den slags sammenligninger, fordi landene har meget forskellige systemer og traditioner, men omvendt har OECD igennem årtier udviklet og forfinet den slags sammenligninger, og mon ikke vi i det mindste kan konkludere, at Danmark i international sammenligning ligger i den høje ende, når det handler om udgifter til pasning af børn.

Så er der spørgsmålet om organiseringen: Hvor meget får vi for pengene? Det belyser en bemærkelsesværdig analyse udført af Bureau 2000 for fagforeningen FOA. Bureau 2000 har specialiseret sig i at analysere data på daginstitutionsområdet. I denne analyse har man blandt andet forsøgt at kortlægge, hvor stor en del af pædagogernes arbejdstid der bliver tilbragt med rent faktisk at passe børn. Og vel at mærke har man kortlagt udviklingen i denne andel over tid. Tabellen her stammer fra rapporten:

Kilde: ”Mindre tid til børn”, Bureau 2000

Ifølge analysen er der siden 1970’erne sket et dramatisk fald i andelen af pædagogernes tid, som bliver brugt på at være sammen med børnene. Det understreges i analysen, at der er tale om et skøn, som er belagt med stor usikkerhed. Men den overordnede tendens skulle være sikker. Man kan med udgangspunkt i dette skøn lave et regneeksempel, der viser potentialet ved at fjerne unødigt bureaukrati: En tilbagevenden til tidsanvendelsen i år 2000 svarer til en forøgelse i normeringen – set fra børnenes (og forældrenes) perspektiv – på ca. 5.500 pædagoger.

Til sammenligning har BUPL som erklæret mål at bringe normeringen op på niveauet i 2009, hvilket – igen Ifølge BUPL – ville kræve 4.000 ekstra fuldtidsansatte pædagoger.

Det er uklart, hvor de 4.000 pædagoger skal komme fra. Vi har mangel på arbejdskraft, og hver person i arbejdsstyrken, som bliver uddannet og ansat som pædagog, kommer til at mangle i det private erhvervsliv. Derimod kan man helt reelt øge antallet af pædagoger, der rent faktisk passer børn, ved at tage et opgør med bureaukratiseringen af daginstitutionerne, der stjæler pædagogtid fra børnene.

Det er væsentligt at slå fast, at dette ikke handler om, at pædagogerne skal løbe hurtigere. Tværtimod har BUPL og en række andre fagforeninger netop efterlyst mindre bureaukrati og færre dokumentationskrav, så medarbejderne kan koncentrere sig om det væsentlige og dét, der har fået dem til at vælge den karrierevej: at passe børn i stedet for at sidde i møder og udfylde skemaer.

Der er ikke et generelt problem med kvaliteten af pasningen

Diskussionen om kvaliteten af dagtilbuddene er primært opstået som følge af DR’s dokumentar, hvor man filmer i to institutioner og beder en psykolog, Rikke Yde Tordrup, om at kommentere. Endvidere har man interviewet en række medarbejdere, der fortæller om deres hverdag. Og endelig er der masser af billeder som dette: