Elefanten i rummet er kæmpe ekstraregninger til borgerne i de store byer

Forhandlingerne om kommunal udligning har vakt stort politisk røre. Men der er en elefant i rummet, som ingen taler om.

Det er det nye ejendomsvurderingssystem, der er under udvikling. Det vil komme til at betyde voldsomme stigninger i udligningen fra en række store byer og hovedstadskommuner (se tabellen). Det svarer til en skatteforhøjelse på 2,3 pct. på Frederiksberg, 1,7 pct. i København og 1,0 pct. i Århus. På Frederiksberg skal hver borger – fra spæd til olding – af med gennemsnitligt cirka 5.000 kr. ekstra om året.

De forslag, der er på bordet til de aktuelle forhandlinger, er mus at regne i sammenligning med elefanten. Når politikerne alligevel ikke taler om de nye vurderinger, er det, fordi de ad flere omgange har udskudt en løsning på problemet. Det skete senest i 2018, hvor man aftalte at bruge de gamle vurderinger i stedet for de nye – foreløbig frem til 2025. I mellemtiden har man endnu en gang bedt embedsmændene regne på problemstillingen og komme med løsningsmodeller. Men medmindre det viser sig, at Skatteministeriets forventninger til de nye vurderinger er helt ved siden af, vil embedsmandsudvalget ikke kunne bidrage med noget nyt – udover at få tiden til at gå.

Nogen vil sikkert spørge: Hvad har nye grundvurderinger med kommunal udligning at gøre? Forklaringen er, at grundværdierne indgår i den formel, man beregner udligning med. Jo højere grundværdier, desto mere skal man betale. De kommuner, hvor de nye grundvurderinger stiger meget, vil derfor blive ramt.

Det kan måske lyde tilforladeligt, at nye og forhåbentlig mere præcise grundvurderinger får lov at slå igennem i udligningssystemet. Men det er det ikke. Grundvurderingerne er et fremmedlegeme i udligningen. Man kan måske finde et argument for at udligne efter borgernes indkomst (selv om omfordeling af indkomst er mest effektiv, når det sker direkte borgerne imellem gennem indkomstskatten i stedet for via kommunekasserne).

Men at udligne efter grundværdier og ikke andre formuegoder som bygningerne ovenpå, giver ingen mening. Hertil kommer, at systemet giver kommunerne et incitament til »skattetænkning«. For grundværdierne er følsomme over for, hvor højt kommunerne lægger grundskylden. En kommune, som hæver sin grundskyld og sænker sin indkomstskat, vil slippe billigere i udligning. Det skyldes, at grundværdierne falder, når grundskylden øges.

Spørgsmålet er, om man ikke med fordel kunne opgive det nye grundvurderingssystem og koncentrere sig om at forbedre vurderingen af de samlede ejendomme. Igen kan det lyde tilforladeligt, at grundvurderingerne bliver mere retvisende. Men prisdannelsen for grunde har en meget speciel, velkendt egenskab: Grundskatterne kapitaliseres i grundværdierne. Det betyder, at de, der tilfældigvis ejer grundene, når vurderingen ændres, kommer til at bære hele byrden af de fremtidige ekstra skattebetalinger. Grundværdien falder simpelthen svarende til skatteforhøjelserne. Tilsvarende har de nuværende ejere måttet betale højere priser for f.eks. ejerlejligheder, der gennemgående er blevet for lavt vurderet i det nuværende system.

Derfor er der ingen dybere retfærdighed i at udvikle et nyt grundvurderingssystem. Det vil give helt tilfældige tab og gevinster blandt forskellige boligejere – som blandt kommunerne. Hvis man tilmed skal reparere på de utilsigtede effekter af det nye system, så det kommer til at svare til det gamle system, så kan man lige så godt lade være at gå over åen efter vand, men beholde de hidtidige grundvurderinger.

Udviklingen af systemet blev sat i gang trods advarsler fra ekspertudvalget, det såkaldte Engbergudvalg, om, at det kan vise sig umuligt at udforme retvisende grundvurderinger. Foreløbig er vurderingssystemet blevet forsinket i flere omgange og nærmer sig at blive dobbelt så dyrt som de oprindeligt budgetterede 2,6 mia. kr. Måske var det klogt at stoppe med at smide flere gode penge efter systemet.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 7. marts 2020.