En ode til væksten

Hvis man virkelig har en ægte sympati for sine medmennesker og ønsker det gode samfund, bør man sikre mere økonomisk vækst.

En ofte anvendt modstilling i den politiske debat er denne: Ønsker du flere penge eller det gode samfund?

Denne modstilling er falsk. En velkendt karikatur af det borgerlige menneske er at fremstille det som et grisk og egoistisk væsen af Gordon Gekkovarianten, som alene er motiveret af en snæver økonomisk egeninteresse. Faktisk var et af Karl Marx’ største kunstgreb at forveksle de borgerliges middel (penge og profit) med deres mål (det gode samfund).

Men sandheden er, som påpeget af Franz Oppenheimer, at de fleste både højre- og venstreorienterede ønsker det samme: At skabe det gode samfund for alle. Vi er bare uenige om vejen derhen. Skal vi bruge markedsmekanismer (en udveksling af eget arbejde for andres på markedet) eller politiske midler (en ugengældt tilegnelse af andres værdier via beskatning og omfordeling)?

Som borgerlig er jeg fortaler for marked og vækst. Det er der flere årsager til. En vigtig årsag er, at det er væksten – ikke omfordelingen – som løfter menneskers levestandard. Lad mig give et eksempel: Hvis vi for eksempel følger den disponible indkomst for de 40 procent fattigste danskere i årene 1919-2019, så står væksten for 91 procent af indkomstfremgangen – enten direkte eller fordi der var mere at omfordele af. Omfordelingen står kun for ni procent. For mig giver det således langt mere mening at skabe mere rigdom end at fordele den rigdom, som vi allerede har.

»Men hvad skal vi med al den velstand?«, tænker du måske. »Har vi ikke nok?«. Det kan være svært at se værdien af vækst fra dag til dag. Men fra et helikopterperspektiv bliver det tydeligt. Hvis vi som tankeeksperiment stoppede alt vækst i 1870 og lavede en radikal omfordeling af alle midler, ville en gennemsnitsdansker i dag kun have 20.000 nutidskroner at leve for årligt. Og vi skulle leve med det sundhedsvæsen og det sociale sikkerhedsnet, som man havde dengang.

Sådan er det også fremadrettet. Som påpeget af økonomen Tyler Cowen er velstand således den mest effektive vej, vi har til at mindske befolkningens lidelse, øge lykken, styrke mulighederne og forlænge liv. Det giver de syge bedre sundhed. De udsatte større institutionel retfærdighed. Og de fattige højere levestandard. Dette middel er så kraftfuldt, at mennesker på den anden side af jorden vil opgive deres tilværelse og flytte hertil for at få del i det.

Men hvad er væksten helt præcis? Faktisk er det bare dig og mig. Som påpeget af professor Deirdre McCloskey opstår vækst, fordi et menneske får en god idé, overtaler andre, og handler på den. Vækst er ikke bare den store idé som CRISPR-genmodificering, andelsmejeriet eller »the Messi turn«.

Det er også den lille, lokale idé, som i stort antal kan være meget kraftfuld. Det er de millioner daglige mytterier mod den traditionelle og rutineprægede tænkning, der skaber væksten. Vækst opstår, fordi vi mennesker er kreative, påhitsomme, risikovillige, optimerende og egeninteresserede, og det skal vi være stolte af. For under de rette betingelser er dette både ressourcebesparende og effektiviserende.

En nyere kritik af væksten er, at den skader naturen. Men heldigvis er det muligt at tage højde for de eksternaliteter, som økonomisk aktivitet kan have. Det kan man for eksempel gøre gennem ejendomsret, som sikrer imod overudnyttelse. Og det skal vi gøre. For vi ønsker jo ikke høj økonomisk vækst i bare et enkelt år eller i en kortere tidsperiode. Vi ønsker høj økonomisk vækst ud i al fremtid. Vi ønsker endda at give en bedre verden videre til vores børn. Når man går ind for vækst, må man nødvendigvis gå ind for bæredygtig vækst.

En anden nutidig kritik blandt andet fremsat af Emma Holten er, at BNP er en dårlig indikator for velstand. Et mål som BNP indfanger således ikke livskvalitet, herunder for eksempel fritid, menneskers sundhed, kvaliteten af natur og miljø eller madlavning og børnepasning i hjemmet.

Det er rigtigt, at BNP er et mål for den samlede indkomstdannelse. Og idet indkomst er knyttet til transaktioner, måler BNP således den formelle sektor – og ikke hvad der sker bag hjemmets fire vægge.

Flere organisationer har dog forsøgt at lave et alternativ til BNP med den ambition at skabe mål for livskvalitet. Et af de mere kendte er FNs Human Development Index (HDI), som måler forventet levetid, antal skoleår og levestandard. Det interessante her er, at der er en meget stærk sammenhæng mellem BNP og HDI. Klarer man sig godt på det ene mål, så klarer man sig godt på det andet. Det samme gør sig gældende, når man måler lykke – altså den selvrapporterede livstilfredshed. Rige lande er lykkelige lande.

Så når ekstra milliarder til det økonomiske råderum falder ned som manna fra himlen, skal vi ikke brug dem på endnu mere omfordeling. For hvis man virkeligt har en ægte sympati for sine medmennesker og ønsker det gode samfund, bør man sikre mere økonomisk vækst.

Bragt i Berlingske d. 16. juli 2024